Vildtbiolog Hanne Lindemann, Fredensborg, fylder 60 år onsdag den 12. maj.
Hanne Lindemann har sammen med en dansk kollega stået i spidsen for et langt sejt træk for at få især Afrikas sorte, eller spidssnudede, næsehorn reddet fra udryddelse, skriver Berlingske Tidende. Der er kun få tusinde eksemplarer af disse dyr tilbage.
Hanne Lindemann fik interesse for de afrikanske tykhuder, da hun efter sin studentereksamen tog til Kenya, giftede sig og fik barn. Hun blev der i 7 år og vendte så tilbage for at fuldende sine studier til cand. scient. ved Københavns universitet.
I 1982 skrev hun speciale om næsehorn i fangenskab og siden er det tykhuderne, der har haft den danske biologs bevågenhed med store bevaringsprojekter, især i Sydafrika, hvor et af tiltagene er kodeklip i næsehornenes ører, så de enkelte eksemplarer kan følges i længere tid.
Hanne Lindemann deler gerne ud af sin viden, dels med foredrag herhjemme, dels i en aktuel reportagerække i DK 4 og endelig som swahili-talende rejseleder, anfører Berlingske Tidende.
Fødselsdagen fejres i Kenya med familien.