Liberal kriger fylder 60

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Af Jesper Søe

En sand liberal kriger fylder 60 tirsdag den 7. september. Det er naturligvis Bertel Haarder, der tænkes på. Politikeren, som allerede efter få uger på posten som udviklingsminister, har gjort et uudsletteligt indtryk i u-landsmiljøet.

For her er en mand, som virkelig vil lave om på tingene, og som med den for ham karakteristiske utålmodighed og kampiver allerede efter blot 3 uger på posten højlydt ærgrede sig over, at alle andre ikke ville som han.

– Jeg har aldrig før arbejdet inden for et politik-område, hvor det har været så svært at komme igennem med nytænkning som på udviklingsbistandsområdet, lød det ifølge Politiken på hans første pressemøde i den nye ministerstol tirsdag den 24. august.

Med de tanker, han og VK-regeringen omgås med, kan man kun som gammel i gårde i miljøet – og efter at have fulgt bistanden gennem mere end 30 år – sige: Godt det samme!

Efter at den store slev nu er svunget over bistandsmidlerne siden VK-kabinettets tiltræden i november 2001 – vi taler om besparelser i milliardklassen -, er det nu så klart næste fase – gradbøjningen af fattigdomsorienteringen – der for alvor står for døren.

Allerede her vil Haarder utvivlsomt fnyse, og føle sig misforstået. Som han har følt sig misforstået af journalister (og nu også u-landsmiljøet) i årtier. Den, der skriver dette, har som utvivlsomt mange andre skriverkarle, fået det at mærke.

Som når taxaer i hidsig fart ankom til redaktionen (det var før nettet) med store kuverter med bidende indlæg fra en Bertel Haarder, der satte den formastelige på plads. Og med påmindelse til chefredaktionen om, at indlægget var på vej og…

Jo, u-landsmiljøet har fået karl til sin hat. Haarder er som en af regeringens sværvægtere anbragt på en post, der for første gang i 11 år sikrer en Venstremand kontrollen med bistanden. Så bliver det jo også meget nemmere at køre de ideologiske Venstre-tanker igennem, som bl.a. Per Stig Møller stillede sig tøvende overfor. Vi behøver bare nævne slagtningen af fagbevægelsens u-landsarbejde, som udenrigsministeren så tydeligt ikke ønskede.

Berlingske Tidende kalder i sin fødselsdagsomtale Bertel Haarder for en “ideolog på nedtrapning” og opremser hans “realpolitiske sejre”. Sandt er det da også, at Haarder har nået mangt og meget i sit liv i politik. Ikke mindst i tiden som undervisningsminister i ministeriet Schlûter (1982-93), og såmænd også som integrationsminister siden regeringsskiftet for snart 3 år siden.

Hans politiske tillidsposter er nærmest utallige, hans skribentvirksomhed tænksom og omfattende og hans betydning som borgerlig ideolog svær at overvurdere.

Spørgsmålet er så, om han overhovedet er på “nedtrapning”, og om han lider sit Waterloo i mødet med det “forbenede” u-landsmiljø, eller om samme miljø ikke når at opfatte, hvad der har ramt det, før det er for sent.

Under alle omstændigheder til lykke på dagen til en mand, der har gjort dansk politik nærværende – og spændende.

Jesper Søe er journalist og redaktør af internettjenesten u-landsnyt.dk