William “Bill” Setov døde 18. januar 2005 efter længere tids sygdom, knap 55 år.
I 1979 mødte han sin “skæbne” i form af ansættelse på den Mærsk-ejede sukkerplantage i Moshi i Tanzania. Der er ingen tvivl om, at han i løbet af sin 2-årige kontrakt her fik lysten grundlagt til at prøve nye udfordringer i den store verden, skriver Lone Rasmussen, Reerslev, i mindeord i Berlingske Tidende lørdag.
Gode administrative evner bragte den maskinmester-uddannede Setov tilbage til Tanzania, denne gang til Mwanza, hvor han for Danida forestod sikkerheden og logistikken på Victoria-søens dansk-istandsatte færger 1994-96.
1997-99 arbejdede han forskellige steder i verdens brændpunkter for Røde Kors.
Det sidste job førte ham til Cambodja som koordinator for sikringen af en effektiv og bæredygtig udvikling af de vand- og miljømæssige ressourcer i Lower Mekong-regionen. Han udtrykte stor glæde for både arbejdet og det sociale liv på stedet, og her mødte han sin nuværende kone, Sarah.
Desværre blev han i august 2003 ramt af alvorlig sygdom, men pligtskyldigst tog han tilbage til Cambodja for at færdiggøre sin kontrakt, der udløb i slutningen af februar 2004.
Bill Setov efterlader sig 2 sønner fra sit første ægteskab samt konen Sarah.