Efter 2 år som informationskoordinator i foreningen Sex og Samfund er journalist Katja Iversen nu sprunget ud som selvstændig kommunikationskonsulent.
– Jeg har haft 2 gode år i Sex og Samfund. Ikke nok med at sundhed i forbindelse med seksualitet, graviditet og fødsel er et vigtigt og interessante emne, det har også været spændende at arbejde i en organisation med så stort potential og så dedikeret et personale, siger hun til u-landsnyt.dk.
– Men nu må jeg videre. Jeg vil lære noget mere, prøve noget nyt.
Katja Iversen er derfor at finde i KatComm – hendes eget lille konsulentfirma – hvor hun vil løse kommunikations- og medieopgaver for nationale og internationale organisationer, der arbejder med udviklingsspørgsmål.
– Selvfølgelig vil jeg holde fast i seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, men jeg ser også frem til at vende tilbage til nogle de “gamle” emner, jeg tidligere har beskæftiget mig med i min tid i de danske NGOer og i FN-systemet – uddannelse, bæredygtig udvikling, hiv/aids og kvindespørgsmål m.m., fortæller hun.
– Jeg har det lidt som om, jeg skal ud på den store tur i rutchebanen – det går stærkt, det er sjovt, men det føles også lidt farligt. Men hvo intet vove, intet vinde, siger Katja Iversen og lægger til:
– Min spidskompetence er mediearbejdet. Jeg mener at kunne gøre de fleste udviklingsemner vedkommende og få dem ud over rampen og ind i medierne. Det kunne danske NGOer godt bruge lidt mere af. Umiddelbart satser jeg da også på, at det bliver danske og internationale NGOer og FN-organisationer, som bliver min primære kundegruppe.
– Derudover skal jeg bla. være gæste-underviser på journalisthøjskolens åbne uddannelse og køre formidlingskurser for MS.
– Optimistisk måske, men jeg bliver nødt til at prøve at leve af det, jeg brænder for – kommunikation og udvikling. Og med min baggrund i både danske organisationer (Ibis, FKN, Dagsværk, Sex og Samfund) og FN-systemet (FAO) plus en uddannelsesmæssig baggrund med strategisk kommunikation, political science og ledelse skulle det vel være muligt, slutter hun.
Katja Iversen kontaktes på
KatComm, Flensborggade 30 2. th, 1669 København
tlf. 61 69 57 37 / 33 31 17 77, E-mail: [email protected], website www.KatComm.dk