Økonom Himedan Mohammed Himedan fra Læger uden Grænser (MSF) er rejst til Etiopien, hvor han skal arbejde som informations- og oplysningsmedarbejder i Fogera distriktet.
Himedan Mohammed Himedan skal deltage i et aids-forebyggelses-projekt, der oplyser lokalbefolkningen om hiv/aids i forbindelse med et sundhedsprojekt, som har fokus på bl.a. seksuelt overførte sygdomme og malaria.
39-årige Himedan Mohammed Himedan har også en mastergrad i international sundhed, og han skal på sin anden mission for MSF. Han er sudaneser, bor i København og kom til Danmark i 1998, hvor han søgte om politisk asyl, hvilket han fik i 1999. Han har tidligere arbejdet for MSF i Indonesien, hvor han også var informations- og oplysningsmedarbejder på et hiv/aids-projekt.
Himedan Mohammed Himedan skal først analysere behovet for information om hiv/aids og skal derefter være med til at udarbejde oplysningsmaterialer til befolkningen i Fogera distriktet i det nordvestlige Etiopien.
– Med min baggrund i Sudan forventer jeg at have en god forståelse for, hvordan man i nabolandet Etiopien skal kommunikere om et tabu-belagt emne som hiv/aids. Det er vigtigt, at folk får ordentlig information om hiv/aids og at bekæmpe stigmatiseringen af de hiv-smittede gennem oplysning, siger Himedan Mohammed Himedan.
Han skal også organisere og træne rådgivere, der skal oplyse om den frivillige testning for hiv og rådgivning om hiv/aids, der er inkluderet i sundhedsprojektet. Projektet stiller tillige artemisinin-baseret malaria medicin (ACT-behandling), som er den mest effektive tilgængelige malariabehandling, til rådighed for befolkningen.
Læger uden Grænser har arbejdet i Etiopien siden 1984.