Christian Fabiansen er rejst til Bahr el Ghazal-regionen i det sydlige Sudan, hvor han skal arbejde på et af Læger uden Grænsers (MSF) ernæringscentre. Her skal den 34-årige danske læge være ansvarlig for den medicinske behandling af underernærede børn, der kommer til centret, ligesom han skal deltage i uddannelsen af det lokale sundhedspersonale.
Det er første gang Christian Fabiansen rejser ud for MSF, men det er ikke første gang, at han udfører humanitært arbejde i udlandet. Han er således netop vendt hjem efter et års arbejde i Nicaragua for Verdenssundhedsorganisationen, WHO, hvor han har deltaget i malaria-bekæmpelse. Inden da havde han arbejdet i 13 måneder som frivillig læge på et sundhedsprojekt i Bolivia.
Sydsudan har indtil for nylig udkæmpet en lang og blodig borgerkrig mod Nordsudan, og landet har nu brug for omfattende hjælp inden for alle områder af sundhedsvæsenet. I Sydsudan arbejder MSF i adskillige områder med projekter, der udover behandling af underernærede børn bl.a. omfatter hjælp til tvangsforflyttede og behandling af sygdomme som tuberkulose og kala azar.
I Bahr el Ghazal-regionen har MSF ydet basal sundhedshjælp til befolkningen siden begyndelsen af 1990erne. MSF har også sørget for at uddanne de nationale medarbejdere, ligesom organisationen har opretholdt et såkaldt varslingssystem i tilfælde af sygdomsudbrud.