“Store Hans” fylder rundt

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Admin. direktør i Dansk Industri (DI), Hans Skov Christensen, fylder 60 fredag den 22. juli.

“Store Hans”, eller bare Skov, som han også kaldes blandt kolleger, har siden 1991 været den ubestridte leder af Danmarks største erhvervs- og arbejdsgiverorganisation (DI) og er en person, der favner bredt. Både når det gælder virksomheder og mennesker.

Han er ifølge Berlingske Tidendes fødselsdagsomtale en eminent netværker, men siger selv, at han først og fremmest er et søgende menneske, der prøver at skaffe sig forståelse for, hvorfor andre mennesker, politiske partier og organisationer reagerer, som de gør.

Direktør i Landbrugsrådet Klaus Bustrup siger det sådan til Berlingske: – Hans er ikke en person, man har på afstand. Når han møder mennesker i nye sammenhænge, gør han meget for at finde ud af, hvem de er, også som privatpersoner. Han er vældig rar at være god ven med. Men jeg tror ikke, det er lige så rart, hvis man kommer ham på tværs.

Bustrup kender ham fra i hvert fald een u-landsrelevant sammenhæng. Han har siddet i U-landsstyrelsen sammen med Skov Christensen indtil denne efter 11 år i den 9 medlemmer store forsamling trak sig pr. 1. januar 2004.

Men inden da nåede Skov Christensen at sætte sig meget klare spor i Styrelsen og u-landsdebatten herhjemme, hvor talrige indlæg og kronikker har ridset nogle hovedlinjer op for industriens syn på u-landspolitikken. Altid med det solidariske for øje og med stor forståelse for u-landenes vilkår.

Et af mange eksempler herpå var en kronik i Politiken 11. januar 2000, hvor han gjorde op med danskernes fremmedangst, selvtilstrækkelighed og “den indre svinehund”. Nogle syntes, at DI-direktøren var blevet lige lovlig moralsk. Andre jublede over forstærkning fra en uventet kant, og avisernes læserbrevsspalter blev bestormet med indlæg.

U-landsengagementet på den positive måde er faktisk tradition i DI. Skov Christensen afløste ikke at forglemme legendariske Ove Munch i U-landsstyrelsen for DI og er selv blevet afløst af en lige så u-landsengageret person i styrelsen, nemlig direktør (og som han selv gammel Nørresundby-dreng) Jørgen K. Hansen.

Jørgen K. Hansen nævner i den Blå Bog, at han har været “involveret i udvikling af Danidas erhvervsrelaterede programmer fra 1988” og er “udvikler og medstifter af Danidas Privatsektor-program”.

Hans Skov Christensen er nok stoppet i U-landsstyrelsen, men engagementet for denne verdens fattige hos den konservativt sindede mand, der efter sigende ikke ser mildt på sit partis afhængighedsforhold af Dansk Folkeparti, kan fortsat udfolde sig i præsidiet for UNICEF Danmark, som formand for Kristeligt Dagblad og som medlem af regeringens Globaliseringsråd.