Fjerde danske sygeplejerske til Niger

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Søndag rejste Birthe Roelsgaard for Læger uden Grænser (MSF) til Niger i Vestafrika, hvor hun skal arbejde på et ernæringsprojekt i Zinder-regionen i det barske Sahel-lands sydlige del.

Hun bliver den fjerde danske sygeplejerske, der lige nu arbejder for MSF i Niger. De 3 andre er Marie Louise Jakobsen, Merete Engell og Helle Wincentz Sørensen, som modtog Florence Nightingale Medaljen i juni. Birthe Roelsgaard skal de næste par måneder arbejde sammen med Marie Louise Jakobsen på et ernæringsprojekt, der kan behandle 500 svært underernærede børn af gangen.

45-årige Birthe Roelsgaard er til dagligt afdelingssygeplejerske på thoraxkirurgisk (hjerte-lunge kirurgisk) afdeling på Skejby Sygehus ved Århus. Hun har tidligere arbejdet på både organkirurgisk afdeling og børneafdelingen på Randers Centralsygehus.

Det er Birthe Roelsgaards første mission for MSF. Hun har rejst i Nordafrika, Asien, Syd- og Nordamerika. Birthe Roelsgaard har 3 børn på 14, 16 og 20 år og i mange år haft lyst til at tage ud i verden og arbejde for Læger uden Grænser.

– Ønsket om at komme ud og hjælpe andre mennesker var en af grundene til, at jeg blev sygeplejerske, og nu er mine børn nået en alder, hvor det er muligt at komme af sted, siger hun og uddyber:

– Vi har snakket om det i familien og min mand er parat til at være alene om ansvaret derhjemme, og børnene synes også, at jeg skal tage af sted. Derudover har jeg fået positive tilkendegivelser fra kolleger og venner, og jeg glæder mig til at komme ud og gøre en forskel i Niger.

MSF har intensiveret indsatsen mod sultkatastrofen siden april. Der er nu 125 internationale nødhjælpsarbejdere og flere end 700 lokalt ansatte i gang for MSF i Niger. MSF har arbejdet i Niger siden 1985.