Søndag rejste Anita Arslan til Perus hovedstad Lima, hvor hun det næste år skal arbejde som sygeplejerske på et hiv/aids-projekt. Hendes opgave bliver at føre tilsyn med de lokalt ansatte sygeplejersker, laboratorieprocedurerne, rådgivningen af de hiv-positive samt projektets apotek.
MSF har arbejdet med hiv/aids i Peru siden 1997. Målet for det nuværende projekt er at have 300 patienter i behandling med livsforlængende antiretroviral-medicin (ARV-medicin) i 2007 samt oplyse om forebyggelse af hiv/aids. Allerede nu modtager mere end 100 mennesker ARV-behandling på projektet.
Det er 26-årige Anita Arslans første mission for MSF. Hun har fået et års orlov fra sit arbejde på Børneonkologisk Afdeling på Rigshospitalet i København. Anita Arslan har tidligere arbejdet i Afrika på et hiv/aids-projekt i Ugandas hovedstad Kampala. Her hjalp hun med patientpleje i et slumkvarter i hovedstaden.
– Efter den oplevelse vil jeg gerne af sted på et hiv/aids-projekt igen. Det er så fantastisk at se resultaterne for de mennesker, som kommer i behandling. Jeg mødte folk, der efter 2 måneder på ARV igen kunne møde på arbejde og i det hele taget fortsætte deres liv så normalt som muligt. Det er virkningen af den rette behandling, siger Anita Arslan.
MSF behandler i øjeblikket flere end 40.000 patienter i Sydamerika, Afrika og Asien med livsforlængende ARV-medicin. MSF har arbejdet i Peru siden 1985.