Ambassadør Thomas Schjerbeck, Managua, fylder 60 torsdag den 15. december.
Det er en af dansk udviklingsbistands absolut mest velbefarne, der runder et halvskarpt hjørne. I samfulde 32 år har Schjerbeck beskæftiget sig med bistand og bistandspersonel både ude og hjemme. På udeposterne er det alene blevet til 17 år i Afrika.
Det er samtidig en meget venlig, imødekommende og tillidsvækkende mand, der på den baggrund ikke bare er vellidt, men også respekteret for sin faglige dygtighed som diplomat. Flotte ord? Måske; men fuldt dækkende, det kan de skrive under på i Danida.
Thomas Schjerbeck kom efter en tur på Niels Brock og en HD på Handelshøjskolen i København til Danida i 1973 som sekretær. 2 år efter blev han fuldmægtig og i december 1977 gik turen så til første udstationering i Afrika som bistandsattache i Nairobi (1977-80).
Efter 3 år hjemme som bistandsråd på Asiatisk Plads (1980-83) i Danidas Østafrika-sektion, drog han atter sydpå, nu som bistandsråd og siden charge daffaires i Zambias hovedstad, Lusaka.
1988 var han hjemme igen, udnævnt i 37. lønramme som chef for Danidas Personelkontor, hvorefter han i 1993 atter drog ud – og siden har han kun haft udeposter i Danidas programsamarbejdslande.
Vel at mærke i forreste geled som ambassadør.
Først i Uganda (1993-98), hvor han oplevede en omfattende udbygning af det danske bistandssamarbejde, siden i Mozambique i Sydøstafrika (1998-2003), hvor han bl.a. traf sin nuværende hustru, den italienske universitetslærer Francesca Gezzi, og nu i Danmarks eneste programsamarbejdsland i Mellemamerika, Nicaragua, hvor den danske støtte p.t. er på ca. 190 mio. kr. årligt.
Det betyder samlet set, at Schjerbeck har været udsendt til 5 af de største modtagere af dansk bistand – p.t. en tredjedel af hele programlandekredsen. En hel usædvanlig karriere i regi af dansk bistand. Man fristes næsten til at sige, at han nu kun mangler enten Tanzania eller Vietnam for at fuldende færden.
Fødselsdagen fejres sammen med nogle venner på en kort ferie- og badetur ved Nicaraguas Stillehavskyst. Og så har det dansk-italienske par (som sammen har lille Gerardo på toethalvt) købt hus i Syditalien, der ligger klar til pensionistårene.
Et stort tillyke på dagen fra
redaktionen af u-landsnyt.dk v. Jesper Søe