Professor og centerleder Knud Erik Skouby, Frederiksberg, fylder 60 onsdag den 1. februar.
Knud Erik Skouby er professor på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i telenet-økonomi og regulering. Her er han desuden leder af “Center for Information and Communication Technologies” (CICT).
Skouby var i sin tid drivkraften i oprettelsen af centret i et banebrydende samarbejde med industrien. Centrets mål er at tilføre nye, tværfaglige elementer i undervisning og forskning i informations- og kommunikationsteknologi (IKT).
Skouby er kendt i den internationale og danske IKT-forskning som initiativtager til og leder af mange projekter. Derudover er han med i topledelsen for MAGNET, et stort EU-projekt på globalt plan med 40 partnere.
Den globale professor har gennem mere end 15 år samarbejdet med universiteter i Ghana i Vestafrika og arbejdet med IKT i afrikanske lande, Indien m.fl.