Tidl. Resident Representative for FN, Anders Ramskov Røjkjær, Fåborg, er død 78 år.
Anders R. Røjkjær voksede op i Højer i marsken og var i sin tidlige ungdom modstandsmand.
Som reserveofficer blev han i 1956 militærobservatør for FN i Palæstina. Hans uddannelse som forstkandidat førte ham i 1959 til Ghana og derefter til Zambia via det britiske forstvæsen.
Derefter begyndte han i 1966 en 22 år lang international karriere i FNs tjeneste. Først i Guyana i Sydamerika for FAO. Næste station blev New York ved FNs Udviklingsprogram (UNDP), efterfulgt af en post i Congo.
Siden har han ledet en halv snes FN-repræsentationer i Afrika og Asien – i Afrika bl.a. i Nigeria, kontinentets folkerigeste land. Sidste tjeneste hos UNDP blev i Vietnam under de følsomme efterkrigsår.
I 1992-93 var Anders R. Røjkjær i Cambodja, hvor han som regional ansvarlig i FN-regi medvirkede i organiseringen af det valg, der skulle danne grundlag for et nyt politisk system i det sydøstasiatiske land. Hans sidste opgave var ved FN-missionen i Somalia.
Anders Ramskov Røjkjær blev født den 29. juli 1927 og døde 3. februar 2006.