Cand.jur. Ole Plougmann, København, fylder 70 søndag den 3. september.
Ole Plougmann huskes mest for sin tid som Danmarks internationale miljøambassadør (1990-2001), hvor han var chefforhandler ved en stribe betydningsfulde traktater og møder om det globale naturværn, bl.a. den ambitiøse udviklings- og miljøkonference i Rio de Janeiro i 1992.
Efter 9 år i Kulturministeriet flyttede Plougmann over i miljøministeriet ved dettes oprettelse i 1975 sammen med naturadministrationen, som han blev kontorchef for.
Dernæst fik han på skift ansvar for det nye ministeriums mange forgreninger: I 1982 som konstitueret chef for Planstyrelsen og fra 1983 som vicedirektør i Miljøstyrelsen. I 1990 fulgte udnævnelsen til kommitteret i internationale anliggender, der bragte Plougmann viden om.
Hvad han mener om VK-regeringens slagtning af Aukens engang så mægtige miljø- og energiministerium, kan man kun gisne om. Et fingerpeg er måske, at han efter pensioneringen er blevet aktiv i Det Radikale Venstre.