Civilingeniør Carl Bro, København, er død 80 år.
Med Carl Bros død er en legende i dansk anlægs- og rådgivervirksomhed gået bort. Selve stifteren af den verdensomspændende Carl Bro Gruppe, som bl.a. har løst så mange opgaver i medfør af dansk u-landsbistand og u-landsvirke i øvrigt på kommercielt grundlag.
Carl Bro blev født som nummer 3 af 8 søskende i købmandsgården i Debel på limfjordsøen Fur og læste til civilingeniør.
I 1957 startede han hjemme i privaten i københavnerforstaden Hvidovre en lille ingeniørforretning med 2 ansatte – ham selv og hustruen Lise. Det var den yderst beskedne start på det, der med årene skulle udvikle sig til Carl Bro Gruppen.
Carl Bro I/S blev stiftet i 1965 og i 1970 dannedes et holdingselskab. Siden har virksomheden været i konstant udvikling med stadig flere adresser og forgreninger – datterselskaber og projektkontorer – kloden rundt, og mange af dem i Den 3 Verden.
Carl Bro trak sig tilbage fra ledelsen i 1986 i henhold til sin egen fastsatte aldersgrænse. Han fortsatte dog 5 år endnu som bestyrelsesformand for gruppen og formand for holdingselskabet og datterselskaberne.
Men da havde han også sat sit præg på virksomheden med høj etik og stor omsorg for medarbejdere på alle niveauer.
Carl Bro blev født den 13. februar 1926. Han døde den 1. november 2006.