Rektor for Aarhus Universitet, Lauritz B. Holm-NIelsen, Århus, fylder 60 onsdag den 8 november.
Globetrotteren Lauritz B. Holm-Nielsen satte sig for halvandet år siden i rektorstolen for Aarhus Universitet, da han og ægtefællen, afdelingsleder Helle Karin Holm-Nielsen, vendte hjem til Danmark efter 12 år i Washington D.C., hvor hun arbejdede på den danske ambassade og han var ansat på en stor post i Verdensbanken.
Hans opgave i Banken i perioden 1993-2005 var at designe, gennemføre og evaluere store reformer indenfor videregående uddannelser og forskning i en række mellemindkomstlande. Gennem dette arbejde fik Lauritz B. Holm-Nielsen indgående kendskab til udviklingen i specielt Asien og Latinamerika og den nuv. rektor har ligeledes arbejdet intensivt i Mellemøsten og Nordafrika.
Ikke bare i Verdensbanken, men også i anden udviklingssammenhæng og i nordisk og europæisk forskningssamarbejde er manden, som alle bare kalder Lauritz, kendt for at se de store linjer og for med fantasi at finde pragmatiske løsninger.
Derfor tildelte den chilenske regering ham i 2005 landets højeste orden. Netop i Latinamerika virkede den vidende botaniker i øvrigt første gang som professor. Nemlig på det katolske universitet i Ecuadors hovedstad, Quito 1979-81.
Herhjemme har han være engageret i u-landsmiljøet på mange ledder og kanter, bl.a. været medlem og senere formand for Forskningsrådet for Udviklingsforskning 1984-93 og siddet i udvalg under UNESCOs danske Nationalkommission.
Antallet er tillidsposter er overvældende. Derudover har han udført botanisk feltarbejde i europæiske og latinamerikanske lande, herunder ledet ekspeditioner til Andesbjergene og Amazonas, været konsulent for SAREC i Etiopien, og for Danida i Kenya og Tanzania samt udført projektarbejde for Verdenbanken i en stribe u-lande.
Han har sommerhus i Sønderho på fødeøen Fanø, hvor han er søn af en af øens mange skibskaptajner.