Vicepræsident i Dansk Røde Kors, Steen Dam, fylder 60 onsdag den 16. maj.
Steen Dam kan se tilbage på et langt liv som frivillig. Han blev medlem af Dansk Røde Kors tilbage i 1975 og var i mange år formand for lokalafdelingen Tornved-Bjergsted. I 1993 blev han valgt som medlem af styrelsen, der er ansvarlig for den daglige ledelse i Dansk Røde Kors.
De sidste 3 år har Steen Dam haft posten som vicepræsident med særligt ansvar for de nationale opgaver. Det er dog ikke kun de nationale opgaver, der har fyldt i Steen Dams tid hos Dansk Røde Kors.
Fra 1991-1992 var han udsendt til Timisoara i Rumænien. Her var han med til at forbedre forholdene for børn og psykiatriske patienter, der levede under kummerlige forhold på Balkan-landets forsømte institutioner.
Steen Dam er oprindeligt uddannet lærer og har siden 1982 arbejdet som konsulent i Danmarks Lærerforening. Han er gift med Birgit Dam og sammen har de en søn på 33 og en datter på 31.