Tidl. evalueringschef i Danida, cand.merc. Niels Dabelstein, fylder 60 tirsdag den 24. juli.
Niels Dabelstein har stået i evalueringsarbejdet i Danida – dvs eksaminationer og vurderinger af projekter og programmer – længere end nogen anden og været aktiv i bistandsvirket i over 28 år. Han har beskæftiget sig med evaluering i de 18, heraf 16 i Danida og 2 i Verdensbanken (1992-94).
Undervejs har evalueringen haft til huse i en enhed, et sekretariat og et kontor, men hele tiden med Dabelstein som en sikker rorgænger.
Først her i marts forlod Danidas “Mr. Evaluering” Asiatisk Plads og rykkede arbejdsadressen et stykke hen på Christianshavn, nemlig til Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
Også her står der evaluering på tapetet. Den driftssikre mand med de vestjyske rødder skal nemlig koordinere en stor international evaluering af den såkaldte Paris-deklaration, som knæsætter centrale principper (ejerskab, harmonisering m.v.) for bistanden, og som siden foråret 2005 er tiltrådt af over 60 u-lande og talrige donorer.
Hans kontrakt med DIIS løber over toethalvt år, og når han til den tid er 62, vil han gå på pension, forlyder det.
Ser man tilbage på fødselarens arbejdsliv, stod det ikke umiddelbart skrevet, at virket ville komme til at dreje sig om u-landene.
Efter realeksamen og en utilfredsstillende tid på Frederiksberg Gymnasium (forældrene var flyttet til København i 1963), opgav han gymnasiet, kom til oliekoncernen BP, og tog så 2 år (1968-70) og 2 dage op til Thule-basen på Grønland – “2 år for meget”, som han bemærker et sted. Derpå gik turen til Niels Brock og efter en flot eksamen videre til Handelshøjskolen.
Her blev der tid til en del studenterpolitisk arbejde, hvor han bl.a. traf Hanne, som sad i De Studerendes Råd. Det kastede et ægteskab af sig, idet parret blev gift i november 1978.
På det tidspunkt havde han fået sin kandidateksamen og var blevet tilbudt en stilling på Center for Tværfaglige Studier, som samlede mere eller mindre oprørske adjunkter og lektorer, der alle havde det til fælles, at de ikke ville puttes i de konventionelle faglige kasser, som de traditionelle institutter var.
Centret arrangerede i vinteren 1978-79 den første danske forskningskonference om teknologivurdering med lidt over 100 deltagere. “Det var starten på samfundsmæssig teknologivurdering i Danmark – desværre gik den slags ting af mode med VK regeringens oprettelse af ”Lomborg- instituttet”, skriver Dabelstein et sted.
“Opholdet på Centret var ikke tænkt som starten på en forskningskarriere. Jeg ville arbejde med og i udviklingslandene”, anfører han.
Begrundelsen giver han et andet sted:
“Jeg kunne ikke se mig selv arbejde i det private erhvervsliv med det mål at skabe afkast til nogle mig ukendte aktionærer. Der skulle være en anden mening med tilværelsen. På cand. merc. studiet, valgte jeg derfor det helt nye fag: Udviklingslandenes økonomi og internationale økonomiske relationer”.
Som en konsekvens af sit valg tog han og Hanne i maj 1979 til Indonesien i 3 år, hvor han arbejdede på et projekt under FNs Organisation for Industriudvikling (UNIDO), der gik ud på at forske i bedre byggematerialer.
Dabelstein kunne med stor tilfredshed se håndfaste resultater af sit arbejde og fandt i øvrigt Indonesien fascinerende, smukt og ja uforglemmeligt.
Næste station – efter en kort afstikker tilbage til Handelshøjskolen – blev så Danida. Han blev ansat i udenrigstjenesten som bistandskonsulent 1. september 1983 og med Danidas vanlige flair for at udnytte medarbejdernes personlige kompetencer, blev han – der mødte med indsigt i småindustri i Asien – sat til at forberede og føre tilsyn med sundhedsprojekter i Østafrika.
Også på sin næste post som bistandsattache i New Delhi (1985-87) kom han til at beskæftige sig med sundhedsprojekter, bl.a. et stort succesfyldt spedalskhedsprojekt. Netop dette projekt havde han allerede stiftet bekendtskab med før tiden i New Delhi. Som han skriver:
“Jeg havde besøgt Indien et par gange for at forberede et stort spedalskhedsprojekt, der via en ny medicinkombination kunne kurere spedalskhed. Behandlingen krævede tæt kontrol med medicinindtagelsen, og et intensivt, opsøgende diagnosticerings- og efterbehandlingssystem”.
“Vi fik udviklet et fantastisk program, som skulle gennemføres i 12 distrikter i 3 delstater: Orissa, Madhya Pradesh og Tamil Nadu. Den store nyskabelse var, at vi fandt på at pakke de 3 medikamenter, der skulle indtages i forskellige doser, i én ”blisterpakning”. Blisterpakning anvendtes på det tidspunkt næsten udelukkende til p-piller”.
“Det viste sig, at denne løsning ikke var så let at få medicinalindustrien med på. Der skulle bygges specialmaskiner for at lave pakningerne. Ingen af de store farmaceutiske producenter var villige til at investere i sådanne maskiner. Vi fandt frem til en lille dansk virksomhed, Scanpharm, som var villig. Scanpharm var hvad man i dag ville kalde parallelproducent, og altså ildeset i branchen”.
“Vore ”blisterpacks” blev så stor en succes, at jeg for en gangs skyld fortryder, at jeg ikke så de kommercielle muligheder og udtog patent. Den specielle blisterpack anvendes i dag verden over i spedalskhedsbehandling. Og det behandlingssystem vi udviklede, blev i 1993 kopieret i hele Indien i et Verdensbank finansieret program”.
“Det er et godt eksempel på dansk bistand som banebrydende og eksperimenterende, hvor Danida afprøver nye veje, og andre, større donorer finansierer den videre udbredelse”.
New Delhi var ellers ikke kun en dans på roser. Som han skriver et sted:
“Selv om arbejdet var spændende, var livet i New Delhi ikke særligt behageligt. Det ubehagelige klima, med en forholdsvis kold vinter og en meget varm sommer, sammen med den enorme luftforurening gjorde enhver form for udendørsliv umulig. Det var svært at skabe private kontakter med indere, så man levede et ”expatriate” liv hvor de væsentligste kontakter var andre udsendte. Den danske koloni var, med Kaj Baagø som undtagelsen, jævnt kedelig: leverpostej og klaphatte”.
Fra 1987 og frem til i dag har jobbet heddet evaluering og talrige er de rapporter, som hans enhed/kontor/sekretariat har spyttet ud gennem tiden, lige fra eksaminationer af enkeltprojekter til store samlede oversigter, som den for nylig over næsten 20 års dansk indsats i Uganda, en af de største modtagere af dansk bistand.
Men den suverænt største af dem alle kom efter en gruopvækkende begivenhed i foråret 1994, nemlig folkemordet i Rwanda, hvor blodtørstige militser i løbet af 3 måneder myrdede over 800.000.
Vi lader ham selv fortælle:
“I Danida var der fokus på nødhjælpen (til Rwanda). Var den effektiv nok? Jeg blev bedt om at søge gennemført en evaluering af nødhjælpen i samarbejde med andre donorer.
Det blev starten på den største og vigtigste opgave, jeg har deltaget i. Sonderinger blandt kollegerne i DAC Evalueringsgruppen viste, at der var interesse for forslaget.
I løbet af blot 2 måneder lykkedes det at mobilisere 19 landes bistandsorganisationer, 9 FN organisationer, Internationalt Røde Kors og 5 internationale NGO sammenslutninger til at gennemføre en evaluering af alle aspekter af folkemordet i Rwanda: dets historiske og politiske baggrund, det internationale samfunds manglende evne og vilje til at gribe ind, effektiviteten af nødhjælpen og genopbygningsbistanden.
Det følgende års tid, fra november 1994 til januar 1996 ledede jeg den mest omfattende evaluering der har fundet sted – og den evaluering, der har haft størst gennemslagskraft. På et tidspunkt var ca. 100 personer involveret i evalueringen, enten i styringsgruppe eller som konsulenter på evalueringsrapporten: The International Response to Conflict and Genocide: Lessons from the Rwanda Experience.
Arbejdet var ikke konfliktfrit. Den franske regering afleverede protestnoter om omtalen af Frankrigs rolle i folkemordet. UNHCRs Højkommissær. Mrs. Ogata skrev til dav. udviklingsminister Poul Nielson (S) og protesterede mod evalueringens kritik af UNHCR. FN sekretariatet i New York (der for sent opdagede evalueringens kritik af generalsekretær Buttros-Buttros Ghali) producerede efter evalueringens offentliggørelse et 400 siders forsvarsskrift, der dog ikke formåede at modbevise noget.
Årsagen til disse voldsomme reaktioner var, at rapporten gik videre end en traditionel evaluering. Den beskæftigede sig ikke blot med effektiviteten af nødhjælpen, den gik tæt på årsagen til, at nødhjælpen overhovedet var blevet nødvendig: at det internationale samfund havde ladet et folkemord finde sted uden at løfte en finger.
Evalueringen blev kritiseret fra flere sider. Men dens observationer, konklusioner og kritik er siden bekræftet af parlamentskommissioner i Belgien og Frankrig og en uafhængig kommission nedsat af FN i 1999.
I marts 1996 mødtes jeg med Kofi Annan, der på det tidspunkt var FN undergeneralsekretær for fredsbevarende operationer. Ved dette møde afviste han blankt, at der havde været fejl på FNs side. I 2000 undskyldte samme Kofi Annan, nu generalsekretær, FNs fejl og udeladelser overfor det rwandesiske folk.
Selv om evalueringen var politisk kontroversiel, havde den en stor gennemslagskraft blandt de humanitære organisationer, specielt de private nødhjælpsorganisationer.
Hvor nødhjælp før havde været hævet over enhver form for kritik – ud fra devisen at når blot man mener det godt, bør der ikke stilles spørgsmålstegn ved effektiviteten af ens arbejde – eller, som det blev hævdet: ”man kan ikke sætte pris på menneskeliv”, viste evalueringen, at effektiv nødhjælp redder flere menneskeliv for de samme penge.
Det burde være indlysende, men var det ikke i 1995″.
Til gengæld er det indlysende at sende et stort til lykke på dagen fra
redaktionen af u-landsnyt.dk
