Kampagneleder blir 50

Forfatter billede

Kampagneleder og lærer Helle Gudmandsen, Frederiksberg, fylder 50 tirsdag d. 6. marts 2012.

Det kræver en del at holde trit med fødselaren, som nu i fire år har stået i spidsen for IBIS’ Hele Verden i Skole-kampagne.

For det er en ambitiøs kvinde, der vil se mål og resultater i arbejdet med at få verdens 67 millioner skoleløse børn på skolebænken inden år 2015 – sådan som de politiske ledere har lovet børnene.

Helle Gudmandsen er uddannet lærer og var viceinspektør på Ingrid Jespersens Gymnasieskole i København, før hun i 2008 blev ansat til at lede IBIS’ årlig tilbagevendende kampagne i de danske folkeskoler, som hvert år udgiver en ny global læsebog i serien ”LæseRaketten”.

Det er en populær læsebog, som her i 2012 tager over 160.000 danske skolebørn med til det vestafrikanske land, Liberia, og gennem en stribe let tilgængelige historier af danske børnebogsforfattere.

Kampagnen har et lærermateriale, som er rost fra mange sider, og et website, der sammen med bogen sætter global undervisning på skoleskemaet i mange danske folkeskoler.

Det var grunden til, at Danmarks Lærerforening sidste år valgte at hædre IBIS med ”Stinus-prisen”, der tildeles som anerkendelse for et vedholdende engagement i den danske folkeskole.

Helle Gudmandsen var stolt og glad på sin organisations vegne. Men prisen fik hende ikke til at hvile på laurbærrene.

Derfor fik hun sat gang i LæseKaravanen, som de sidste par år har sendt otte unge IBIS-frivillige på turné til danske skoler for at fortælle om det land, som Hele Verden i Skole-kampagnen har fokus på.

I år altså Liberia – som Helle i februar selv besøgte sammen med de otte unge for at få indblik i hverdagen for børn i et af verdens absolut fattigste lande.

Et avissamarbejde om fattigdom mellem skoler, Ekstra Bladet og IBIS har hun også fået på skinner, sammen med et usædvanligt samarbej-de mellem IBIS, det danske fodboldlandshold og DBU i forbindelse med en verdensomspændende uddannelseskampagne ”1Goal” under VM i Sydafrika i 2010.

Sydafrika er netop det afrikanske land, som Helle Gudmandsen har oplevet på helt nært hold i de mere end fire år hun tilbragte med familien, da hun arbejdede som IBIS-rådgiver på et landsdækkende miljøundervisningsprojekt.

Udover i dag at være leder af et lille dedikeret kampagneteam på IBIS har Helle Gudmandsen siden 2011 været det danske uddannelses-netværks repræsentant i den globale uddannelseskampagne GCE, som IBIS’ Hele Verden i Skole-kampagnen er en del af.

Til daglig er hun tillige tillidsrepræsentant for IBIS’ akademiske medarbejdere. Forpustet? Ellers løb en morgentur med hende på Frederiksberg, hvor hun også fejrer sin runde dag.

Privat tæller familien mand og nu to voksne døtre.