Filminstruktør og manuskriptforfatter Mette Knudsen, Frederksberg, fylder 70 onsdag d. 2. oktober 2013.
Takket være fødselaren kan dansk film i dag opvise en stribe dokumentar- og spillefilm, der skildrer kvinders livsbetingelser på en måde, som måske ingen andre har gjort.
Mette Knudsen er blevet kvindebevægelsens filmiske historiker og skildrer den kvindelige eksistens med humor, viden og kærlighed.
Filmenes kvindepolitiske betydning rækker ud internationalt. Lige fra hendes første egentlige film til den seneste “Den Hemmelige Smerte” fra 2006, som blev produceret i flere udenlandske versioner i 2008 på arabisk, kiswahili, creolsk og afrikansk-fransk.
Filmen er et følelsesladet portræt af en dansk-afrikansk kvindes psykiske og fysiske efterveer af hendes uhyggelige genitale lemlæstelse og en øjenåbnende dokumentarfilm imod kvindelig omskæring.
Filmen er blevet brugt som spydspids i kampagner i Tanzania og mod omskæring i andre afrikanske lande.
Den er hædret med Amnesty International og Salaam.dks Menneskerettighedspris.
De afrikanske kvinder stod også i centrum, da hun i 2002 skrev manuskriptet til og instruerede filmen “Afrika i Aalborg”.
Jyllands-Postens anmelder skrev dengang bl.a.:
“I Aalborg er der en gruppe kvinder, som stammer fra Uganda og efter en mere eller mindre omskiftelig omtumlet tilværelse er havnet i Limfjordsbyen, hvor de synes at stortrives.
Én har sammen med sin mand, der er sømand, købt en gammel skole uden for byen, og filmen indfanger det nøgne, regnvåde nordjyske landskab i al dets poetiske trøstesløshed, samtidig med at den sorte kvinde erklærer området sin kærlighed.
En anden klarer sig muntert og lattermildt som frisør. En tredje, en pige, er glad for sin skole. En smule racistisk mobning på den forrige har ikke generet hende, selv om det er groft generende.
Det er stærke og vitale kvinder, Mette Knudsen har indfanget i sine billeder og giver mund og mæle…en livsbekræftende og opmuntrende film, der viser, at integration i et helt fremmed land kan lykkes, uden at den, der kommer langvejs fra, behøver kaste hele sin bagage over bord.
Filmen egner sig fint for TV og vil sikkert også være velanbragt i skolernes samfundsfag”.
Mette Knudsen er uddannet cand.mag. i fransk og filmvidenskab, og tidligere bestyrelsesmedlem på Statens Filmcentral og filmkonsulent på Danmarks Radio (1975-1978).
Privat har hun den voksne søn, Martin.