Bestyrelsesformand i SOS Børnebyerne og fhv. administrationschef Bjørn Bogason, Hørsholm, fylder 70 tirsdag d. 8. oktober 2013.
Fødselaren, som blev cand.jur. i 1970 fra Københavns Universitet, har udover en lang karriere i bankverdenen siddet næsten halvdelen af sit liv som frivilligt bestyrelsesmedlem i den danske afdeling af fadderskabsorganisationen SOS Børnebyerne.
Han indtrådte i bestyrelsen i 1981 og har været dens formand de seneste 13 år. Posten har bl.a. givet ham mulighed for at besøge en del af SOS Børnebyernes projekter rundt om i verden.
I sin formandstid har Bogason bl.a. stået bag en gennemgribende professionalisering af hele organisationen, og SOS Børnebyernes indsamling herhjemme er seksdoblet i de år, han har siddet i bestyrelsen.
Før sin pension i 2003 beklædte Bjørn Bogason ledende stillinger i pengeinstituttet Bikuben og Danske Bank. I fjor blev han tildelt Ridderkorset for arbejdet i den humanitære NGO.
Foruden sit bestyrelsesarbejde i SOS Børnebyerne i Danmark sidder han i det internationale senat, der er det øverste organ i SOS Børnebyernes internationale arbejde. Derudover er han i bestyrelsen for flere almennyttige fonde.
I fritiden dyrker han klassisk musik, litteratur, historie, madlavning, sejlsport og golf.