Europa-parlamentets Sakharov-pris for Tankefrihed går i år til den pakistanske skolepige og uddannelsesforkæmper Malala Yousafzai.
Hun var nomineret af flere af de politiske grupper i Europa-parlamentet.
“Malala har vist mod til at rejse sig mod en mandsdomineret, voldelig omverden. Hun har haft mod til at sige “Jeg vil i skole.” Enhver der har fulgt denne pige kan kun være fuld af beundring”, siger formand for parlamentet Martin Schulz.
“Jeg er taknemlig for og stolt af, at alle, der kæmper for pigers ret til skolegang, har en forbundsfælle i EU-Parlamentet”, lægger formanden for den 766 medlemmer store forsamling til.
Som kun 11-årig blev Malala kendt i 2009 for sin anonyme blog fra Swat-dalen i Pakistan, hvor Taliban-militser forbød piger at gå i skole.
Her bloggede hun om livet under de barske forhold og forfægtede kvinders ret til uddannelse. Tre år senere – i oktober 2012 – blev hun skudt i hovedet på vej hjem fra skole af en Taliban-sympatisør.
Den unge pige overlevede mirakuløst og blev fløjet til Storbritannien for at blive opereret. I dag bor Malala Yousafzai i Birmingham, hvor hun også går i skole.
Hun har – trods sine kun 16 år – allerede holdt tale for FN’s Generalforsamling og figureret på Time Magazines liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer.
Sakharov-prisen for Tankefrihed er Europa-parlamentets menneskerettighedspris og er uddelt siden 1988.
Den er bl.a. gået til FN’s tidl. generalsekretær Kofi Annan, Burmas demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi (1990), det hviderussiske journalistforbund (2004), den kinesiske dissident Hu Jia (2008) og aktivisterne bag det arabiske forår.
Sakharov-prisen bliver officielt uddelt ved en ceremoni i Europa-parlamentet den 10. december og Malala Yousafzai modtager sammen med æren 50.000 euro (ca. 370.000 kr.).
Man kan opleve Malala live på
http://live.worldbank.org/conversation-with-malala