Line Grove Hermansen blir 40

Forfatter billede

Journalist og kommunikationschef i SOS Børnebyerne, Line Grove Hermansen, København, fylder 40 lørdag d. 2. november 2013.

Fødselaren er udannet fra Danmarks Journalisthøjskole og har en BA i kommunikation fra Roskilde Universitet (RUC).

Som journalistpraktikant valgte hun udenrigsministeriet og Kristeligt Dagblad – en kombination, der gav god lejlighed til at dyrke u-landsstoffet.

Karrieren har også taget hende omkring dagbladet Information samt tre år i kommunikationsbureauet Jøp, Ove & Myrthu, inden hun i 2004 blev pressesekretær i Social- og Ligestillingsministeriet.

Året efter kom hun til noget nær sit drømmejob, nemlig som kommunikationschef i SOS Børnebyerne. For det har altid været vigtigt for hende at arbejdet skal give mening.

Det har det ikke mindst gjort de seneste otte år, hvor hun har bidraget til at gøre fadderskabsorganisationen mere kendt hos danskerne.

SOS Børnebyerne Danmark er i dag ansvarlig for 91 projekter rundt om i verden og giver støtte i 107 lande fra 38.000 danske faddere, selv om de samlede indtægter faldt til 174 mio. kroner i 2012 mod 198 millioner i 2011.

Line Grove Hermansen har haft mange positive oplevelser under talrige projektbesøg i lande som Elfenbenskysten, Rwanda og Somalia.

Forkærligheden for SOS Børnebyerne stammer helt tilbage fra skoletiden på Fyn, hvor det netop var et barn i en SOS-børneby i Sydkorea, som klassen på Skt. Klemensskolen i det sydlige Odense støttede.

I dag er hun fadder for en beboer i en nybygget børneby i Rwanda i Centralafrika, som hun selv har fulgt fra første idé til i dag at være hjem for 120 børn i et lokalsamfund.

Fadderbarnet i landet, der mest er kendt for det gruopvækkende folkemord i 1994, er nogenlunde på alder med Line Grove Hermansens egen datter.

Danmarks Indsamlingen og vort billede af Afrika

Oveni har fødselaren i nu tre år været talsmand for de 12 organisationer, som nyder godt af midlerne fra Danmarks-Indsamlingen i regi af Danmarks Radio.

Indsamlingerne har kørt i alt seks gange og skaffet mange penge ind, helt overvejende til Afrika – senest i februar i år blev det (lidt skuffende) til 76 mio. kr.

Men langt fra alle er begejstrede for det billede af Afrika som et fattigt og nødlidende taber-kontinent, som indsamlingsshowet i TV angiveligt fremstiller.

I februar sagde professor Emeritus på Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, Holger Bernt Hansen, til Berlingske, at indsamlingen “underkender afrikanerne og deres egne muligheder og deres egne initiativer”.

“Det er en underkendelse af, hvad der er sket i Afrika de sidste år. Man taler jo ikke mere om det håbløse kontinent, men om “the rising continent”. Et kontinent, hvor der er bevægelse og ændringer i gang”.

Britiske Economist beskrev kontinentet sådan:

Mange afrikanske lande har vækstrater på over seks procent om året. Handelen mellem Afrika og resten af verden er steget med 200 pct. siden år 2000. Inflationen i Afrika er faldet fra 22 pct. i 1990erne til otte procent de sidste ti år og landenes gæld til udlandet er faldet med en fjerdedel.

Så hvorfor fokusere på nød og fattigdom igen og igen? Line Grove Hermansen svarede:

“Det er ikke Danmarks Indsamlings opgave at give et bredt dækkende billede af Afrika. Det er vores opgave at samle ind til de allersvageste grupper i de allerfattigste lande i Afrika”.

“Når vi udvælger projekter, der skal have penge, så går vi efter de mest .

“Vi fortæller bare om virkeligheden, som den er i visse dele af Afrika, og så kan det godt være, der er en middelklasse halvtreds kilometer væk, men det er altså ikke dem, vi skal hjælpe”.

Hun er heller ikke enig i Holger Bernt Hansens kritik af NGOernes måde at give penge på ved det, han kalder “punktnedslag” til enkeltprojekter:

“Danmarks Indsamling er ikke et billede på, hvad organisationerne laver bredt. Der er mange andre initiativer og holdninger. Det er ikke under sådan et show, at man holder en lang tale om bæredygtighed eller, hvordan man samarbejder med partnerorganisationer lokalt”, lød det.

Men debatten fortsætter.

Privat bor hun i Emdrup i det nordlige København sammen med journalist Jacob Albrecht.