Erik Holst er død

Forfatter billede

Professor i socialmedicin, læge Erik Holst, Divonne les Bains, Frankrig, er død. Han blev 83.

Holst var torturbekæmpelsens “grand old man” og sad i seks år (1993-99) på posten som vicegeneralsekretær for Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre, IRCT, der har hovedsæde i København.

Rådet er en sammenslutning af anti-torturcentre og NGOer verden over – se mere på http://www.irct.org

Han var tillige bestyrelsesformand fra 1990 til 97 i det danske Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre, RCT (nu DIGNITY), som deler domicil med IRCT i Borgergade i Københavns centrum – se mere på http://www.dignityinstitute.dk

Efter tilbagetrækningen fra IRCT i 1999 delte han tiden mellem bopælen i de franske Jura-bjerge tæt ved grænsen til Schweiz og Bukarest.

I den rumænske hovedstad var han frivillig rådgiver i ICAR Foundation, som hans hustru, dr. Camelia Doru, etablerede i 1992 med henblik på medicinsk rehabilitering af tidligere politiske fanger i det store Balkan-land.

Erik Holst var samtidig (siden 2001) medlem af bestyrelsen for “Association for the Prevention of Torture” i Geneve i Schweiz og påtog sig desuden evalueringer af rehabiliteringscentre- og projekter.

Han begyndte sit internationale brobyggerarbejde sammen med Inge Kemp Genefkes RCT, i 1990 delvis ansporet af misbruget af psykiatrien i Sovjet, hvorefter han i 1992 opgav sit professorat i social medicin ved Københavns Universitet, som han havde haft i 14 år, og flyttede til Geneve.

Han var i 1993 medlem af den danske regeringsdelegation til FNs Verdenskonference om Menneskerettigheder i Wien og sad med ved fire samlinger af FNs Menneskerettighedskommission i Geneve i årene 1996 til 99.

Han var ansvarlig for planlægning og gennemførelse af IRCTs internationale symposier om tortur i Budapest 1991, Istanbul 1992, Buenos Aires 1993, Cape Town 1995 og New Delhi i 1999.

Holst blev uddannet som læge i 1956 og er bl.a. hædret med en æresgave fra Barfred-Pedersen og Hustrus Fond i 1975.

Han var aktiv til det sidste og holdt f.eks. i september et indlæg på et inspirationsseminar i regi af Odense Universitetshospital “Om vejen væk fra de blinde pletter i det danske sundhedsvæsen”.

Holsts humanitære grundsyn fornægtede sig ikke. Han talte udfra titlen “Lad ikke særligt sårbare flygtninge falde udenfor sundhedsvæsenet”.

Erik Holst blev født 1. december 1929 i København og døde 7. november 2013 i Bukarest.