Fhv. dekan, universitetslektor emeritus ved Københavns Universitet, Henrik Jeppesen, Frederiksberg, er død. Han blev 77.
Den berejste universitetsmand fra Det Naturvidenskabelige Fakultet tog en uddannelse som cand.mag. i naturhistorie og geografi i 1964 og fik hurtig interesse for andre kulturer.
Han blev adjunkt på Geografisk Institut under Københavns Universitet og senere udnævnt til lektor i tropernes kulturgeografi.
Det er endt med over 25 besøg i Vestafrika og mere end syv års ophold i Afrika.
Han var især fascineret af samspillet mellem de afrikanske bønders store viden om jordbruget og den moderne naturvidenskab.
Det bragte ham i livslang berøring med det Afrika, i særdeleshed Ghana, hvor han blev tildelt æresdoktorgraden ved University of Ghana i 1994.
Henrik Jeppesen har været prodekan og dekan for Det Naturvidenskabelige Fakultet, hvor han ydede en stor indsats i opbygningen af en helt ny studiestruktur.
I 1992 blev han valgt til præsident for den europæiske sammenslutning af naturvidenskabelige dekaner.
Efter sin pension fra fakultetet i København i 2005 har han været tilknyttet Dansk Ekspeditionsfond og deltaget i Galathea III-ekspeditionens jordomsejling med inspektionsskibet “Vædderen” – se også http://viden.jp.dk/videnbank/soeg/default.asp?cid=15766
Han var i en periode Københavns Universitets repræsentant i bestyrelsen for Damaskus Instituttet i Syrien og blev i 2005 Ridder af Dannebrog.
Dertil har han produceret TV-udsendelser og været medlem af Folkeuniversitetets programråd.
Henrik Jeppesen blev født 15. juni 1937 og døde i juli 2014.