Den danske hitmager, X Factor-dommer og ny ambassadør for SOS Børnebyerne, Remee Sigvardt Jackman, København, fylder 40 lørdag d. 8. november 2014.
Fødselaren er et kendt ansigt ude i danskernes TV-stuer, men de færreste ved, at han også brænder for at hjælpe forældreløse og udsatte børn.
Selv adoptivbarn
Da han var under et år gammel, måtte hans mor opgive at tage sig af ham på grund af sygdom og han blev adopteret af et ægtepar syd for København, hvor han fik en tryg og kærlig opvækst med skolegang i Køge lilleskole.
Som 19-årig fik Remee kontakt til sin biologiske familie, der også blev en del af hans liv.
”Jeg ved både, hvordan det er at være sammen med søskende, der ikke er biologiske og dem, der er. Og for mig har det hele været lige naturligt og rigtigt og jeg ville ikke have været noget af det foruden”, siger Remee og lægger til:
“Når SOS Børnebyerne skaber familier med både søskende og en mor, så kan jeg sige, at jeg er beviset på, at det er en god idé”.
Aktuelt er Remee SOS-fadder for et barn i Kenya og hjælper sammen med SOS Børnebyerne drengen Rei Sigei på fem år, der bor i en børneby i Kenyas hovedstad Nairobi.
Og så er han nu ambassadør for fadderskabsorganisationen og hjælper med at udbrede kendskabet til dens arbejde.
”SOS Børnebyerne er baseret på dét, jeg selv tror allermest på: At give folk mulighed for at lære at hjælpe sig selv og ruste dem til at skabe et godt liv. Omsorg er rigtig vigtigt. Trygheden i en familie og at have nogen at betro sig til og en mor, der bekymrer sig om en. Også selv om det ikke er ens biologiske mor,” forklarer Remee.
Skal til Kenya og overrække penge
SOS Børnebyerne er stolt af at have Remee som ambassadør:
”Remee har et stort hjerte, og han går ind i sagen, fordi han virkelig mener det og vil være med til at udbrede kendskabet til det vi gør – og vi glæder os rigtig meget til samarbejdet,” siger Paula Guillet de Monthoux, direktør for SOS Børnebyerne.
Remee Jackman skal som led i sit virke som børneambassadør rejse til Kenya for at overdrage en donation på 50.000 kroner fra Edith og Godtfred Kirk Christiansens Fond til et SOS-projekt, som han vælger.
Han skal besøge flere af SOS Børnebyernes projekter i Nairobi, bl.a. en lægeklinik, et socialcenter og selvfølgelig en børneby.
Herudover kommer Remee til at møde en gruppe af de kvinder, der lige nu er under uddannelse til at blive SOS-mødre. Kvinder der i fremtiden kommer til at skabe base for hver deres SOS-familie.
Ang. kunstnernavn og “rigtigt” navn:
Remee hed ifølge Folkeregistret Mikkel Johan Imer Sigvardt indtil et par år siden, men i dag er det slet og ret Remee Sigvardt Jackman.
“Jackman er min biologiske fars navn, mens Sigvardt er min adoptivfars navn. Så de er begge repræsenteret”, har han forklaret.
Foto: Petra Kleist