Den erfarne u-landsdiplomat, souschef Jan Møller Hansen, Kathmandu, fylder 50 torsdag d. 25. december 2014.
Fødselaren blev civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i 1989 med speciale i vandressourcer i Sri Lanka.
Allerede som ingeniørstuderende fik han interesse for internationalt arbejde. Det begyndte, da han i 1985 tog orlov fra ingeniørstudierne og rejste rundt med rygsæk i Sri Lanka, Nepal og Indien.
En dannelsesrejse…
Fascination af den asiatiske kultur og ønsket om at arbejde internationalt bed sig fast, og det skulle vise sig at blive en dannelsesrejse, som har varet ved lige siden.
Med et eksamensbevis fra DTU og flere kurser i u-landslære og tropemedicin blev han som nyuddannet civilingeniør på sit første job udsendt som udviklingsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal i 1991.
Fra 1991 til 1995 arbejdede han på udviklingsprojekter støttet af CARE Danmark i Nepal indenfor vandforsyning, kunstvanding, skov- og landbrug og lokaludvikling i nogle af de mest afsides egne af Himalaya-landet.
Efter Nepal tog Jan Møller Hansen et år til England, hvor han supplerede sin civilingeniøruddannelse med en Mastergrad i Human Resources Management fra University of Manchester i 1996.
Rundt mange steder i Danida
Samme år blev han ansat i Udenrigsministeriet, hvor han siden har arbejdet med diplomati og international udviklingsbistand til Asien og Afrika, dels hjemme i Danidas afdelinger for udviklingsfaglig tjeneste, Asienkontoret og kontoret for kvalitetssikring og økonomistyring samt udeposter i Hanoi, Dhaka og Kathmandu.
Fra 2000 til 2004 var han udsendt som ambassaderåd til den danske ambassade i Hanoi med ansvar for bl.a. dansk sektorbistand til vand, sanitet og infrastruktur.
I fem år, fra 2007 til 2012, var han souschef og ambassaderåd på den danske ambassade i Dhaka, med ansvar for vor udviklingsbistand til det folkerige Bangladesh.
Jan Møller Hansen har siden maj 2013 været udsendt som souschef på den danske ambassade i Kathmandu i Nepal. Her har han ligeledes ansvar for Danmarks alsidige engagement og udviklingsbistand. Han har indgående kendskab til Nepal og taler nepalesisk.
Passioneret fotograf
I fritiden er han passioneret fotograf med særlig interesse for sociale billeder og historier, der portrætterer fattige og udsatte mennesker og deres liv.
Hans interesse for fotografi bringer ham ofte rundt i slumområder, på arbejdspladser og i private hjem og miljøer, hvor hans arbejde som diplomat ikke nødvendigvis bringer ham hen.
Sommerferierne i Danmark tilbringes sammen med familie og venner i sommerhuset ved Hornbæk, på kajakture i Det Sydfynske Øhav og på motorcykel Skandinavien rundt.
Den runde dag fejres i Nepal, da arbejdet skal passes henover julen og nytåret. Dagen fejrer Jan Møller Hansen sammen med sin samlever gennem 21 år, u-landskonsulent Bodil Warming. Han har desuden en søn, Troels, som er journalist og studerende.