En stor skikkelse på dansk politiks venstrefløj, medstifter af SF i 1959, cand.mag. Preben Wilhjelm, København, fylder 80 fredag d. 30. januar 2015.
Fødselaren var senere folketingsmedlem for Venstresocialisterne (VS) 1975-84. Både SF og VS-efterfølgeren Enhedslisten har stået vagt om dansk udviklingsbistand i årtier og Wilhjelm fulgte denne linje som internationalist.
Han er født i københavner-bydelen Valby i beskedne kår. Faderen var styrmand og døde i 1940, da hans skib blev torpederet og sænket.
Wilhjelm var dygtig i skolen og hans lærere pressede derfor på for at få ham i gymnasiet. Allerede her begyndte han at interessere sig for politik og gik bl.a. ind i Studentersamfundet.
Efter studentereksamen havde han ikke råd til at læse videre og fik i stedet arbejde som lærer på landsbyskoler – først i Vestjylland og siden på Langeland.
I 1955 indkaldtes han til militæret men besluttede i stedet af politiske årsager at blive militærnægter. Han ville ikke risikere at skulle deltage i Frankrigs brutale kolonikrig i Algeriet, da der på det tidspunkt var overvejelser om at sende NATO soldater til konflikten.
Efter to år som militærnægter begyndte han at studere atomfysik på Niels Bohr Instituttet i København. Økonomien fik han til at hænge sammen ved at arbejde som arbejdsmand og vikar i folkeskolen.
Efter endt uddannelse blev han ansat i 1964 i en forskerstilling på Niels Bohr Instituttet.
Først SF så VS
I sommeren 1958 meldte han sig ind i DKP, især for at støtte reformfløjen med partiformanden Aksel Larsen i spidsen.
Reformfløjen tabte imidlertid magtkampen, Larsen blev ekskluderet og han fulgtes af mange andre – heriblandt Wilhjelm – der var med til at danne Socialistisk Folkeparti (SF).
I de næste ni år sad Wilhjelm næsten uafbrudt i hovedbestyrelse eller forretningsudvalg for det nye parti.
Han blev i mellemtiden færdig som cand.mag. fra Københavns Universitet i 1964.
I det politiske landskab førte krisen i SF til splittelse i december 1967. Venstrefløjen med Wilhjelm i spidsen brød ud og dannede Venstresocialisterne (VS). Der var tale om et parti af en ny type uden formand, med en kollektiv ledelse og med fraktionsfrihed. Uhørte begreber i dansk politik og også i de fleste partier udenfor Danmark.
VS fik umiddelbart stor succes og tiltrak flere tusinde medlemmer – de fleste uden forugående politisk erfaring. Det gjorde det samtidig til en enorm udfordring at få det unge parti til at hænge sammen.
I 1968 tog Wilhjelm derfor konsekvensen og opgav karrieren som atomfysiker. Han helligede sig det politiske virke i VS og arbejdede frem til 1975 desuden med prognoser og uddannelsesplanlægning i Foreningen af Yngre Læger.
I 1972-73 var VS ved at være slidt op af interne fraktionskampe, og i de følgende år kom Wilhjelm til at spille en central rolle sammen med Steen Folke i genopbygningen af partiet.
VS voksede atter og i 1975 blev både Folke og Wilhjelm valgt til Folketinget. Her vandt Wilhjelm hurtigt stor respekt for sin indsats som bolig- og retsordfører for det lille venstrefløjsparti.
I starten af 1980’erne stod han i spidsen for partiets kampagne for nationalisering af nordsøolien, som A.P.Møller høstede store profitter på. I 1984 ophørte hans tid i Folketinget på grund af rotationsreglerne, der skal sikre mod pamperi og levebrødspolitikere. Et princip også Enhedslisten har i dag.
Efter Folketinget fik han et stipendium i retsvidenskab ved Københavns Universitet og blev i 1988 lic.jur. på en afhandling om tvangsindgreb.
Han fortsatte som retsvidenskabelig forsker ved Københavns Universitet, hvor han bl.a. kortlagde brugen af anholdelser, varetægts- og isoationsfængslinger og andre indgreb i den personlige frihed.
Også mediemand
I 1991 blev Preben Wilhjelm ansat som chef for DR’s Dokumentargruppe.
Dette job blev han i gennem fem år, arbejdede derpå free lance i nogle år inden han ansattes på RUC som forsker i journalistik og medier, samt koordinator for oprettelsen af den nye journalistuddannelse på RUC.
Han fortsatte som ekstern lektor på den nye uddannelse frem til nytåret 2001-2002, hvor han blev pensioneret.
Wilhjelm er ofte gået på tværs af den øvrige venstrefløj i synet på forholdet mellem kollektive og personlige friheder. F.eks. har han kritiseret de dele af venstrefløjen der ønsker at forbyde nazisterne, forbyde deres radiostation eller gennemføre demonstrationer mod dem.
Han anser det for en knægtelse af nazisternes ytringsfrihed. 1982 modtog Wilhjelm PH-prisen med den begrundelse, at han havde kæmpet mod dogmatik og forsvaret ytringsfriheden.
På samme måde har han gjort sig til talsmand for ophævelse af den såkaldte racismeparagraf i straffeloven, der straffer racistiske ytringer i overensstemmelse med Danmarks ratificering af FN’s racismedeklaration.
Også i dette forhold sætter han den personlige ytringsfrihed over det kollektive værn mod racisme.
Wilhjelm udgav sidste efterår erindringsbogen “Man kan sagtens være bagklog….”
Mere om den på
http://www.lindhardtogringhof.dk/titler?c=Item&category=4972&item=33337
