Af Lars Bohn, repræsentant for ATTAC Danmark
Udviklingslandene viste, at de havde styrken til at modstå de rige landes afpresningsforsøg i Cancun. Hvis det skal føre til varige fremskridt er der brug for et folkeligt pres på regeringerne i de rige lande.
WTO-forhandlingerne i Cancun endte i sammenbrud, og de forskellige forhandlingsdelegationer prøver nu at overbevise offentligheden om, at det ikke var deres skyld, men de andres. EU og USA siger at det var alliancen af verdens fattigste lande, som spolerede det hele, fordi de ikke ville sige ja til EUs ønsker om at forhandle en investeringsaftale.
De fattige lande sagde at det er EUs skyld, fordi EU hverken respekterede almindelige demokratiske principper eller aftalen fra Doha. Dér vedtog man, at forhandlingerne om investeringsaftalen kun kunne starte, hvis der var en eksplicit konsensus om det. Alle WTOs lande skulle altså erklære sig enige. Hvis blot et land ikke eksplicit accepterede at åbne forhandlingerne, ville der ikke blive nogen forhandlinger.
At kravet om eksplicit konsensus blev så centralt medførte i øvrigt at den alternative merchandise- industri om aftenen efter sammenbruddet kunne uddele t-shirts med teksten ”explict consensus” og begrebet forklaret med ordbogsopslag, så industrilandenes forhandlere, som åbenbart viste sig uvidende om indholdet af disse ord, kunne blive oplyst.
Bolværk mod armvridning
Kravet om eksplicit konsensus kom ind i Doha forhandlingernes sluterklæring, fordi Indien den gang krævede en beskyttelse imod EUs forsøg på at tvinge investeringsforhandlingerne i gang trods flertallet af udviklingslandenes – og dermed flertallet af WTOs medlemslandes – modstand mod at starte sådanne forhandlinger.
Kravet er altså ment som en beskyttelsesforanstaltning for udviklingslandene og som en foranstaltning, der skal sikre at de rige lande ikke kan få vedtaget forhandlinger ved at afpresse eller bestikke de utilfredse u-lande til tavshed.
Det viste sig at være nødvendigt. Både USA og EU forsøgte på denne måde at få udviklingslandene til at acceptere en aftale, de var inderligt imod fra starten, og som formentlig ville stille dem ringere i fremtiden end opretholdelse af status quo.
Men i modsætning til tidligere formåede selv de fattigste u-lande at stå fast. Selv om de tydeligvis følte sig udsat for ren afpresning, valgte de at sige nej til at forhandle en aftale, de aldrig har ønsket, og som ville true deres økonomiske selvstændighed og muligheden for at skabe en socialt afbalanceret økonomisk udvikling.
Resultatet blev som bekendt at der ikke kom nogen aftale overhovedet.
Ingen tvivl om at manglende fremskridt på landbrugsområdet rammer udviklingslandene langt hårdere end de rige lande. Vi har råd til at bruge milliarder af skattekroner på landbruget, og vi har råd til at købe dyre varer fra vores egen industri og landbrug. U-landene kæmper med gældsproblemer og økonomisk ubalance – i høj grad på grund af en økonomisk politik, de er blevet påtvunget af IMF, Verdensbanken og – netop WTO. Derfor har udviklingslandene brug for fremskridt i WTO forhandlingerne.
Modigt nej
G21 gruppens forhandler, Celso Amorim fra Brasilien, gav efter sammenbruddet udtryk for, at der havde været fremskridt i forhandlingerne på landbrugsområdet, og at man efter hans vurdering kunne have nået et resultat.
Det var svært at spore disse fremskridt i det forhandlingsudkast, som kom torsdag, og som da også blev afvist af samme Amorim. Der kan selvfølgelig være sket noget i mellemtiden, men udtalelsen kan også være taktisk bestemt: Brasilien og G21 gruppen blev af de magtfulde lande i nord beskyldt for at obstruere forhandlingsprocessen, og Brasilien har, i lighed med andre lande i koalitionen, svære økonomiske problemer og ekstrem gæld.
Det kan derfor også tænkes, at man blot gemmer sig bag et sammenbrud, som – overraskende for de fleste – kom på et helt andet område end landbrugsforhandlingerne mellem G21 og EU.
Måske havde et forhandlingsresultat været bedre for gruppen af mellemindkomstlande. Det er svært at sige, når man ikke ved hvad de ville have været i stand til at få igennem. Men for den store gruppe af verdens fattigste lande, hvis problemer og behov gennem forhandlingerne har været temmelig overset, er der ingen tvivl om, at status quo langt er at foretrække i forhold til det, EU og USA var i færd med at stoppe ned i halsen på dem.
Selv om de fattigste lande helt afgjort har langt mere brug for at få deres muligheder for at deltage i verdensøkonomien forbedret, var de ved at få vredet armen om til at acceptere en aftale, som måske nok ville øge deres integration i verdensøkonomien, men som i stedet for at skabe vækst og udvikling til gavn for de fattigste, ville lægge landene åbne for økonomiske interesser udenfor udviklingslandenes kontrol.
Dette blev nu bremset, fordi u-landene i år var langt bedre organiseret end nogensinde før, og fordi verdens allerfattigste lande havde modet til at sige nej, trods de konsekvenser i form af straffeaktioner og isolation, man kan frygte dette får.
Det kan man kun have respekt for.
Når demokratiet virker, må vi hellere afskaffe det
EU og USAs umiddelbare reaktion på det, der fra deres position må se ud som et nederlag er imidlertid forstemmende – hvis ikke ligefrem forargelig. EUs chefforhandler, Pascal Lamy udtalte efter sammenbruddet, at WTOs regler er middelalderlige og bør ændres, så klagemulighederne bliver sværere for de små sektorer af verdensøkonomien, der ikke har glæde af øget liberalisering.
Pascal Lamy vil altså lukke munden på de over en milliard småbønder, der bor i verdens fattigste lande, fordi de ikke fylder meget i verdensøkonomien. De små sektorer tæller flere mennesker end hele den industrialiserede verdens befolkning til sammen.
USAs chefforhandler, Robert Zoellick antydede, at USA i fremtiden vil forhandle bilateralt i stedet for gennem WTO systemet. Hvis det på den måde lykkes at splitte verdens fattige lande, som ofte er desperate efter muligheder for at reparere på lasede økonomier, vil det givetvis blive nemmere for de rige lande at opnå, hvad de ikke kunne i WTO. Del og hersk.
Magtspillet fortsætter altså for fulde sejl. I eller udenfor WTO. Og de rige lande viser ikke megen vilje til at udvise almindelig anstændighed eller respektere demokratiske principper. Når det handler om penge er alle sig selv nærmest.
Gruppen af mellemindkomstlande i G21 har vist, at de i dag har styrken til at spille spillet i WTO. Meget tyder på, at gruppen kan vise sig at blive en permanent foreteelse. Amorim udtalte således efter sammenbruddet, at gruppen vil fortsætte med at spille en aktiv rolle i handelsforhandlingerne i fremtiden.
Det lover godt for større balance i forholdet mellem rige og fattige. Lande som Brasilien med verdens niende største økonomi og Indien og Kina med hver omkring en milliard mennesker er ikke sådan til at komme udenom – heller ikke for USA og Europa.
Det ser noget tungere ud for de ca. 70 lande (nogenlunde halvdelen af klodens lande) i gruppen af verdens fattigste. Disse lande har for det første ikke brug for liberaliseringer – hvad gavner markedsadgang hvis man ikke har noget at handle med – de har brug for beskyttelsesforanstaltninger, så deres befolkninger ikke mister levebrødet og så de kan udvikle den lille, afgjort ikke konkurrencedygtige produktion, de har i dag.
U-landene har brug for aktivisme i de rige lande
Der er ingen tvivl om, at en del af slaget om retfærdige handelsregler skal udkæmpes i de rige lande. Man kan ikke forvente, at lande som har meget lidt at tilbyde og meget hårdt brug for at få, selv skal have styrken til at gennemtvinge et for dem fordelagtigt forhandlingsresultat. Og det er nødvendigt, hvis der skal komme bare lidt mere balance i forholdet mellem rige og fattige.
Derfor er der hårdt brug for en indsats fra NGO miljøerne og de folkelige bevægelser i den rige verden. Både i form af konkret støtte til u-landenes regeringer og forhandlingsdelegationer, og i form af alle former for initiativer, der kan tjene til at aktivere den offentlige mening i de rige lande.
Indiens handelsminister, Arun Jaitley gav på et pressemøde udtryk for glæde og tilfredshed med den støtte NGO miljøet havde ydet under forhandlingerne her i Cancun. Fordi NGOerne har mulighed for at udtale sig mere klart end landenes forhandlere som også må tage hensyn til forhandlingsspillet og til deres lands situation efter forhandlingerne. Det er ikke godt for små lande at lægge sig ud med de store.
Men også fordi mange organisationer har forsynet regeringsforhandlerne med værdifulde oplysninger og analyser af virkninger og problemer i de forslag, som har været til forhandling.
Det er blevet sagt, at der er to supermager: USA og de folkelige bevægelser. Hvis det skal lykkes at skabe en anden og bedre verden er der nu brug for at gøre denne påstand til virkelighed.
Lars Bohn er redaktør af ATTAC Danmarks internet tidsskrift og overværede ministerkonferencen i Verdenshandelsorganisationen, WTO, i Cancun i Mexico 10.-14. september 2003
Læs også “Dokument: Danmarks officielle vurdering af Cancun”, 17.09.03, under rubrikken Nyt fra 3V i menuen ude til venstre.
Læs desuden mere på www.wto.dk