ASF-Dansk Folkehjælp får ny generalsekretær

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Bestyrelse og forretningsudvalg har nu udpeget den nye generalsekretær for ASF-Dansk Folkehjælp, som afløser for Max Simonsen, der døde i april kun 58 år gammel efter 16 år på posten.

Man behøvede ikke søge langt, man fandt ham i egne rækker. Valget faldt nemlig på organisationens vicegeneralsekretær siden 1995, Klaus Nørlem (35).

ASF-Dansk Folkehjælps formand, Ib Jensen, udtaler: – Det har været vigtigt for os, at vi hurtigt blev i stand til at komme videre.

– Klaus Nørlem har god indsigt i organisationens mangeartede aktiviteter og er i god kontakt med det frivillige led. Det er en af de ting, som vi har vægtet i vores valg – udover de krav, som ellers stilles til en generalsekretær.

Klaus Nørlem har i en årrække været tæt involveret i ASF-Dansk Folkehjælps internationale aktiviteter, som har været hans primære arbejdsområde i den tid, han har fungeret som vicegeneralsekretær.

Nørlem blev ansat i organisationen i slutningen af 1992, hvor han som ansvarlig projektleder blev udsendt til Bosnien. Han fik her ansvaret for at forestå opførelsen af en stor flygtningelejr under yderst vanskelige vilkår.

Efterfølgende har Klaus Nørlem haft ansvaret for adskillige internationale projekter. Blandt dem er et stort fødevareprogram i Kroatien, opbygningen af lokal organisation i Rusland, genopførelse af hospitaler og skoler i Tyrkiet efter jordskælvet 1999, samt den seneste indsats på Balkan fra 1999 og frem til i dag, der har omfattet aktiviteter i såvel Albanien, Kosovo og Serbien.

Klaus Nørlem har tillige god kontakt til det organisatoriske bagland, som omfatter ca. 60 lokalafdelinger og 3.000 aktive frivillige. ligesom han er fortrolig med alle ASF-Dansk Folkehjælps samarbejdspartnere.

Ib Jensen uddyber: – Vi er overbevist om, at vi med Klaus Nørlem får et godt og frugtbart samarbejde til fordel for mennesker i nød.

Nørlem tiltræder stillingen dags dato onsdag d. 1. oktober. Ib Jensen oplyser til u-landsnyt.dk, at der var 20 ansøgere, og at der endnu ikke er taget stilling til, om vicegeneralsekretærposten skal genbesættes.

Yderligere oplysninger hos
Formand Ib Jensen
Telefon: 54 60 74 00
Mobil: 24 41 25 77
ASF-Dansk Folkehjælp: 54 60 74 00
www.asf.dk
Læs udvidet baggrund om ASF-Dansk Folkehjælp i “Hæderkronet NGO skal have ny generalsekretær”, 31.08.03, under rubrikken Arkiv i menuen ude til venstre.