Nye revner i Kenyas regeringskoalition

Redaktionen

Kenyas regerende Nationale Regnbue Koalition (Narc) truer med at gå op i limingen efter at der i weekenden blev fremsat politisk sprængfarlige opfordringer om at fyre en af de vigtigste ministre i kabinettet.

Hele 4 viceministre tilskyndede offentligt præsident Mwai Kibaki til at fyre Raila Odinga, som de betegnede som “fjenden, der arbejder inde i Narc for at ødelægge regeringen”.

Opfordringerne kom fra medlemmer af præsidentens “Kenyas National Alliance”, som i sin tid dannede Narc sammen med Odingas Liberal Demokratiske Parti. Odinga, der er arbejds- og boligminister, beskrev anklagerne som grundløse, men de blev bemærkelsesværdigt nok fremført på et møde, hvor justits- og forfatningsminister, Kiraitu Murungi, var til stede. Han anses for en nær allieret af Kibaki.

Bag opgøret gemmer sig ifølge iagttagere en magtstrid mellem præsident Kibaki og hans støtter, som ønsker at bevare det magtfulde præsidentembede stort set som nu, og Raila Odinga og hans folk, fortrinsvis fra Luo-stammen, som ønsker en ny forfatning med en stærk premierminister, der er reel regeringsleder.

En forfatningskommission har efterhånden siddet meget længe og dens arbejde blev sat yderligere tilbage i september, da en fremtrædende official i kommissionen, Crispin Mbai, blev fundet myrdet. Han var Luo ligesom Odinga. Præsidenten og hans nærmeste tilhører de magtfulde Kikuyuer.

Kenyas Afrikanske National Union, KANU, der har været i opposition siden valgnederlaget i december sidste år, gned i weekenden salt i såret ved at gå ind for skabelsen af en stærk premierministerpost, som partiet direkte sagde burde gå til Odinga.

11 parlamentsmedlemmer fra KANU, deriblandt 4 tidligere indflydelsesrige kabinetsministre, erklærede, at den nuværende forfatning lægger alt for megen magt i hænderne på præsidenten, og at det reelt gør indehaveren af embedet ineffektiv, fordi han har alt for meget at se til. En klar hentydning til den ofte sygdomsramte Kibaki.

Præsident Kibaki, der søndag vendte hjem fra en rejse til USA og Storbritannien, er under hele postyret ikke kommet Odinga til undsætning. Og dét skønt Odinga af sine mange tilhængere anses for at være dén politiske kraft, der sikrede sejren for Regnbuekoalitionen for snart et år siden og knækkede KANUs 39 år lange enevælde.

Læs også “Kenya: Drab blotlægger gamle modsætninger”, 24.09.03, under rubrikken Arkiv i menuen ude til venstre