Over 1.000 statuer på Påskeøen skal renoveres for hvad der svarer til 65 mio. kr. FNs Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur, UNESCO, har indgået kontrakt med et tysk firma om at vedligeholde de verdensberømte moai-menneskestatuer på den afsidesliggende ø i det sydlige Stillehav, skriver Politiken mandag.
Figurerne er i forfald på grund af påvirkninger fra vejr og vind, turisme og tidligere forsøg på at renovere dem. Stefan Maar fra firmaet Maar Denkmalpflege GmbH i Berlin siger, at han i 2005 begynder at behandle statuerne med kemikalier.
Der er over 1.000 statuer på Påskeøen. De er mellem 400 og 1.000 år gamle, vejer op til 83 ton og er i gennemsnit 4 meter høje. Statuerne er udhugget i den vulkanske sten tuf, og i de fleste tilfælde er det kun hovedet, der rager op over jorden, skriver bladet.