Af journalist Gunnar Lomborg
Ægir
Margrethe Auken fra SF spurgte onsdag både den konservative udenrigsminister Per Stig Møller og Venstres finansminister Thor Pedersen om regeringens mening med at beskære bevillingen til U-landssekretariatet, og især hvorfor regeringen tilsyneladende havde skiftet holdning i forhold til i foråret, hvor Per Stig Møller udtalte, at U-landssekretariatet udførte et fornuftigt stykke arbejde, og at en nedskæring ville være diskrimination.
Udenrigsministeren mødte ikke op til spørgetiden, da han var engageret andet sted, og derfor måtte finansminister Thor Pedersen stå for skud.
Han fremhævede, at der ikke var tale om en ren administrativ afgørelse, men om en lovgivning (finansloven), hvor det handler om at finde finansiering til andre opgaver.
– U-landssekretariatet gør et godt arbejde – også fagligt arbejde – i andre lande, men jeg mener, at fagbevægelsen, der jo som vi netop har hørt alene i de 11 største forbund råder over en formue på 11 milliarder kroner, kunne bruge deres egne midler på solidaritetsarbejde før de bruger andres, sagde finansministeren.
Det fik Margrethe Auken til at tænde for mikrofonen:
– Finansministeren ved åbenbart ikke hvad U-landssekretariatet beskæftiger sig med. Solidaritetsarbejde støtter fagbevægelsen i forvejen med mange millioner kroner, mens U-landssekretariatets arbejde handler om bistandsarbejde helt i tråd med regeringens egen strategi.
– Selv Verdensbanken siger, at uden et bæredygtigt arbejdsmarked kan man ikke opbygge et sundt samfund i u-landene. U-landssekretariatet gør et hamrende nødvendigt stykke bistandsarbejde, sagde Margrethe Auken.
Thor Pedersen gentog, at han mente U-landssekretariatet gjorde et godt stykke solidaritetsarbejde med uddannelse af tillidsrepræsentanter etc., men at han stadig mente, at LO og FTF selv kunne betale af deres store formue. Han henviste til, at der ikke var andre NGOer i Danmark, der sad på en formue som fagbevægelsen.
Margrethe Auken sagde, at Thor Pedersen havde uret: – Det er noget forbistret sludder, at det er solidaritetsarbejde. Den slags betaler fagbevægelsen skam selv for, udover dét som foregår i U-landssekretariatet. Her er det kampen mod børnearbejde, oplysning om aids, organisering af lærere og sygeplejersker, så de ikke rejser fra hjemlandet på grund af fattigdom og andre nødvendige tiltag, det gælder.
– Finansministeren har helt misforstået emnet, sagde Margrethe Auken, som håbede at “udenrigsministeren kunne forklare Thor Pedersen, hvad sagen egentlig handlede om”.
Søren Søndergaard fra Enhedslisten spurgte til, hvad regeringens politik på dette område indebar efter at Venstres udenrigspolitiske ordfører, Troels Lund Poulsen, den 28. maj i et interview foreslog stop for støtten til “tillidsmandsuddannelsen” gennem U-landssekretariatet.
Jørgen Jespersen fra SF understregede, at i en globaliseret verden er det faglige arbejde i u-landene vigtigt set i lyset af, at danske lønmodtagere er i konkurrence mod børnearbejde, farligt arbejdsmiljø og andre faktorer.
Thor Pedersen fremførte endnu engang, at dét, der adskiller U-landssekretariatet fra andre NGOer, er den formue, som “ejerne” bag besidder. De burde nok kunne finde de 44 mio. kr., de bliver beskåret med, mente finansministeren.
Søren Søndergaard mente ikke, at fagbevægelsen blot kunne tage yderligere et stort antal millioner kroner ud til bistandsarbejde som staten ellers burde stå for – pengene var øremærket til andre aktiviteter.
Men finansministeren ville ikke blande sig i, hvordan fagbevægelsen måtte administrere sine midler, han ville blot atter engang slå fast, at fagforbundene råder over en samlet formue på 11 mia. kr. kr. og jo “så kan vise, at de gerne vil noget med pengene”.
Margrethe Auken anførte, at U-landssekretariatet laver et kernearbejde for, at det øvrige danske bistandsarbejde kan fungere ude i modtagerlandene. – Er det virkeligt helt ligegyldigt for regeringen?, spurgte hun.
Jørgen Jespersen mente, at det var “for fattigt”, når Thor Pedersen lagde ansvaret fra sig. – Har Danmark ikke en interesse i, at vore samhandelslande har ordnede forhold og eksempelvis ikke bruger børnearbejdere? Nu fjerner man bare tilskuddet i en fjern nattetime helt uden debat, sagde SFeren, inden finansministeren til sidst lukkede debatten med ordene:
– Jeg kan kun igen sige, at U-landssekretariatet gør et godt arbejde, men Danmark ligger altså nummer 2 i verden på bistand til u-landene. Og hvis ikke den ene NGO kan dække problemerne, så er der andre i systemet der dækker, sagde Thor Pedersen.
Gengivet med tilladelse fra U-landssekretariatet fra hjemmesiden www.ulandssekretariatet.dk