Søndag den 14. december kl. 16.30 og 22.45 sender Danmarks Radio DR1 filmen, “Små hænder – godt i gang”
I 2 år har Frode Højer Pedersen fra Danmarks Radios Børne- og
Ungdomsafdeling fulgt børnene i U-landssekretariatets børnearbejderprojekt i Dhaka, hovedstaden i Bangladesh.
Skraldsamleren Kuki, fiskerdrengen Rohim, fabrikspigen Shuma og truckhjælperen Al Almin havde ikke mange muligheder i livet, før det danske børnearbejderprojekt kom igang.
Ingen af dem kunne læse eller skrive og var derfor nødt til at tage det dårligste og hårdeste børnearbejde.
Se også alle dagens u-landsrelaterede radio- og TV-programmer længere nede her på siden!
Filmen viser, hvad der sker når dansk bistand styrker børnerettigheder og grunduddannelse. Hvordan børn er blevet hjulpet bort fra Dhakas lossepladser til en plads i vinduesrækken i den lokale skole.
Filmen er den tredje og sidste om børnene i CLEP-projektet, og de er blevet til i et samarbejde mellem Danmarks Radio og U-landssekretariatet.
Child Labour Elimination Project (CLEP) er et samarbejde mellem
fagbevægelsen i Bangladesh og U-landssekretariatet, som er fagbevægelsens bistandsorganisation i Danmark.
Formålet er at uddanne og ruste 100 børn, så de kan vise andre, at deres liv kan forandres. Projektet går ud på at give 12 til 14-årige børnearbejderne, der alle kommer fra et fattigt industrislumkvarter, undervisning og oplæring i færdigheder, forståelse for arbejdstager-rettigheder og mulighed for bedre jobs.
Filosofien bag projektet er at vise, hvordan børn, fagbevægelse,
arbejdsgivere og familie sammen kan ændre på de forhold, der fastholder børnene i arbejde og forhindrer dem i skolegang.
Lægehjælp og undervisning i sundhed, hygiejne og ernæring ligger højt på ønskelisten for de børn, der deltager i U-landssekretariatets projekt for børnearbejdere i industribyen Tongi i Bangladesh.
Derfor indsamler U-landssekretariatet penge til en sygdoms- og
sundhedsforsikring for børnene og deres familier. Du kan læse mere om indsamlingen og projektet på www.Ulandssekretariatet.dk
Yderligere oplysninger hos informationsmedarbejder Lars Erik Siegumfeldt på tlf. 33 73 74 40 eller e-mail: [email protected]