Bukkehave-familien er efter snart 79 år ude af Bukkehave A/S, der er vokset kraftigt ved levering af specialkøretøjer og reservedele til nødhjælps- og udviklingsorganisationer verden over, skriver dagbladet Børsen i sin Nytårs-udgave.
Hans Christian Bukkehave, der er barnebarn af virksomhedens stifter, har solgt sine aktier og taget en del af aktiviteterne med sig over i et nyt og væsentligt mindre firma, Buk-Auto A/S.
40-årige Christian Haar, der købte halvdelen af virksomheden i 1993, er nu hovedaktionær, sammen med 2 andre aktionærer, skriver bladet.
51-årige Hans Christian Bukkehave skal sammen med 4 ansatte videreføre Bukkehaves aktivitet indenfor international trading med biler. Her opkøbes i fri handel biler, der er i overskud, i ét land og afsættes i et andet, oftest et østeuropæisk, skriver Børsens Jesper Beenfeldt Nielsen.
Bukkehave A/S havde i 2002 en omsætning på 535 mio. kr., en egenkapital på 47 mio. og 82 ansatte. Regnskabet endte med et minus på 18 mio. kr. før skat.
Læs mere i “Ny direktion i nødhjælpsfirma”, dato 27.10.03, under rubrikken Arkiv i menuen ude til venstre.