Så kom den – annoncen om bladstøttepuljen

Redaktionen

Så kom den – annoncen om den nye bladstøttepulje, der fortæller, hvordan relevante organisationer kan søge om distributionstilskud fra puljen i 2004 til deres blade og tidsskrifter efter bortfaldet af portostøtten fra den 1. marts.

Annoncen, der bl.a. er indrykket tirsdag i Berlingske Tidendes Business sektion (side 19), fastslår udtrykkeligt, at der skal SØGES om midler fra støttepuljen, og at ansøgningsskemaet må være indsendt senest den 31. januar 2004 til puljens forvalter, Biblioteksstyrelsen, Nyhavn 31 E, 1051 Kbn K, mærket bladpuljen.

Mangelfuldt udfyldte eller for sent indkomne ansøgninger kommer ikke i betragtning ved fordelingen, fremgår det af annonceteksten.

Hvem kan så få del i støttepuljens midler? Ifølge Biblioteksstyrelsens annoncetekst fastsætter lovgivningen en række kriterier. Det hedder:

– For at kunne opnå tilskud skal den væsentligste del af publikationen udgøres af information om almennyttige eller almenvelgørende emner, humanitære organisationers virke, idræt, kunst og kultur, miljø, religiøse emner eller undervisning.

Teksten udelukker til gengæld andre på forhånd. Det hedder:

– Blade med et andet hovedindhold kan ikke få støtte. Det samme gælder også selv om hovedindholdet ligger indenfor de nævnte emner, hvis det drejer sig om erhvervsfaglige blade, fagforeningsblade, hobbyblade, politiske blade, statslig eller kommunal information, ugeblade og magasiner eller videnskabelige blade.

Hvem tager så stilling til, hvem der skal nyde godt af puljemidlerne blandt de godkendte ansøgere?

Ja, det hedder i annonceteksten, at puljen administreres af Biblioteksstyrelsen.

I “Lov om distributionstilskud til visse periodiske blade og tidsskrifter”, som et folketingsflertal vedtog den 19. december, står der, at “kulturministeren fastsætter nærmere regler om grundlaget for fordelingen af tilsklud og kan herunder fastsætte, at tilskud fordeles af et udvalg, der nedsættes af ministeren, og at udvalget træffer den endelige administrative afgørelse.

Kulturministeren kan også bemyndige en under Kulturministeriet oprettet styrelse (læs Biblioteksstyrelsen) til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt kulturministeren.

Det står dog klart, at det bliver et særligt udvalg, som kulturministeren nedsætter, der skal fordele puljemidlerne, oplyses det overfor u-landsnyt.dk

Hvor stor bliver støttepuljen så? Den bliver på 25,7 mio. kr. i 2004 og 30,8 mio. kr. årligt fra 2005, ifølge Inger Frydendahl i Biblioteksstyrelsen.

Bibliotekstyrelsens hjemmeside, www.bs.dk/bladpuljen indeholder mere udførlig information om kriterier for tildeling af støtte, og om hvordan man søger.

Og annoncen understreger igen: Tilskud ydes kun efter ansøgning, som skal ske på et særligt skema, der findes på hjemmesiden. Ansøgningsskemaet kan også rekvireres fra Biblioteksstyrelsen.

Læs også “Postsmæk for millioner: Gysertallene organisation for organisation”, dato 09.12.03, under rubrikken Arkiv ude i menuen til venstre