Strammere regler mod danske skibes våbentransport

Redaktionen

Militær og politi i Sydamerika, Mellemøsten og Fjernøsten benytter våben, som danske rederier fragter til dem i stor stil. Det fremgår af udkastet til et lovforslag, der skal gribe ind mod transporterne, skriver Politiken fredag.

Danmarks Rederiforening oplyser, at en række mindre danske rederier har “specialiseret sig i transport af farligt gods, herunder våben og ammunition”. Men nu skal det være slut, skriver Politikens Anders Legarth Schmidt. Justitsminister Lene Espersen (K) har netop sendt første udkast til et lovforslag til høring.

Forslaget forbyder danske rederier at fragte våben mellem tredjelande. Det er i øjeblikket lovligt, mens det er forbudt at udføre våben fra Danmark til lande, der er omfattet af international embargo.

– Det er vigtigt, at danske transportører ikke ustraffet kan medvirke til transport af våben til lande, der er omfattet af en international våbenembargo…Jeg forventer, at fremsætte lovforslag på området i løbet af februar, siger Lene Espersen i en pressemeddelelse.

De danske regler skal gælde for alle slags våben og krigsmateriel.