Fagbevægelsen er efter flere år med langt mere snak end handling i fuld gang med at tvinge nogle af landets største pensionskasser til at sælge ud af etisk tvivlsomme aktier, skriver dagbladet Børsen tirsdag.
Dermed følger pensionskasserne i hælene på pensionsselskabet Pen-Sam, der har hyret professionel assistance til at vurdere, om pensionskassernes aktier er etisk korrekte. I Pen-Sams tilfælde betød en sådan ekstern vurdering, at selskabet solgte ud af tvivlsomme aktier for en kvart milliard kroner kort før Jul.
Pen-Sam peger direkte på, at aktieporteføljen nu “screenes” for selskaber, der overtræder FNs og FNs Arbejdsorganisation, ILOs, konventioner. I de frasolgte firmaer var der bl.a. rapporter om brud på menneskerettigheder, utilbørligt børnearbejde og grov miljøforurening, rapporterer Børsens Henrik Tüchsen.