Den 51-årige palæstinensiske billedhugger og installationskunstner Mona Hatoum modtager Sonningprisen 2004 på en million kroner, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten, onsdag.
Priskomiteen fastslår, at Mona Hatoum benytter et “æstetisk markant, politisk tonet sprog” til at reflektere over flygtninge og immigranters identitet et sted mellem nutidens Europa og deres ikke-europæiske fødeland.
Det er første gang, at Sonningprisen gives til en billedkunstner, og priskomiteen lægger vægt på, at Mona Hatoum med sit bidrag til den europæiske billedkunstneriske tradition har givet nye vinkler på den europæiske virkelighed for den store gruppe af indvandrere og flygtninge.