I kampen mod terrorisme og militante islamister afsluttede Saudi Arabien den årlige pilgrimsfærd Hajj med en indtrængende bøn til muslimer verden over om at bekæmpe terror og arbejde for menneskehedens bedste, skriver Berlingske Tidende.
Konh Fahd og kronprins Abdullah afleverede deres budskab efter en ny tragedie, hvor 251 pilgrimme blev trampet til døde i forbindelse med en religiøs ceremoni. I budskabet sagde det saudiske kongehus, at “terror er korruption på Jorden og dets mål er aggression, ødelæggelse og at bekæmpe Gud, hans profet og alle muslimer”.
– Gud afskyr anarkister og forbyder aggression og har fastlagt den strengeste straf til fredsbrydere, sagde de saudiske ledere og fortsatte:
– Sådanne handlinger må imødegås og deres iboende falskhed afsløres, så de ikke misleder de uvidende. De er resultatet af syge hjerner og afvigende ideologier, der er uforenelige med Islams love og principper, lød det i bandbullen.