Større dansk kommerciel indsats i Irak

Redaktionen

Den kommercielle indsats i Irak forstærkes markant

Udenrigsministeriet vurderer, at der er et behov for en ekstraordinær kommerciel indsats i forhold til Irak. Dette gælder især i forbindelse med danske virksomheders deltagelse i genopbygningen af landet, samt de muligheder der findes på et fremtidigt irakisk marked. Behovet blev senest bekræftet under den store danske erhvervsdelegations besøg i området i forbindelse med “Rebuild Iraq 2004” den 19.-23. januar 2004.

Udenrigsminister Per Stig Møller udtaler i den anledning:

“Det er min klare vurdering, at der findes store kommercielle muligheder for danske virksomheder i Irak. Både i den begyndende og massive genopbygning af landet – men også i det fremtidige irakiske marked. Jeg har derfor besluttet at forstærke den kommercielle indsats og bemanding i Irak for at kunne bistå danske virksomheder.”

Udenrigsministeriet vil derfor udsende en handelsmedarbejder til Bagdad i løbet af kort tid, dog under hensyntagen til den sikkerhedsmæssige situation.

Herudover er det blevet besluttet at udsende yderligere en eksportstipendiat til Kuwait med henblik på at sikre varetagelsen af de danske erhvervsinteresser i både Irak og Kuwait i forbindelse med den nuværende handelsmedarbejder Henrik Bendix Nielsens opgaver i Basra.

Yderligere information om Danmarks Eksportråds aktiviteter vedrørende Irak kan fås hos kontorchef Freddy Svane på 45 33 92 13 92 eller 45 20 96 07 73.

Udenrigsministeriet, den 6. februar 2004