MS-evalueringen (6): Nøgleaktør ved en korsvej

Redaktionen

Kapitel 6 af journalistisk bearbejdet sammendrag af evalueringen “Mellemfolkeligt Samvirke ved korsvejen”.

Nøgleaktør ved en korsvej

Konklusioner og anbefalinger

MS er er en vigtig aktør i dansk udviklingssamarbejde, og der er på flere områder sket fremskridt siden 2000, da MS i Syd-programmet blev gennemgået.

MS spiller en konstruktiv og ofte koordinerende rolle blandt danske organisationer, og MS har traditionelt haft særlig betydning for undervisning omkring globale forhold. Denne funktion skal dyrkes yderligere og videreudvikles.

Mellemfolkeligt Samvirkes direkte resultater for den ultimative målgruppe – de fattige i u-landene – er varierende og somme tider vanskelige at måle, men relevansen af MS-arbejdet kan ikke anfægtes.

MS beskæftiger sig med problemer og udfordringer, der er vigtige i en verden præget af konflikter og voksende afstand mellem rig og fattig. Og MS forholder sig aktivt og professionelt til problemstillingerne.

Alligevel er der uløste udfordringer og brug for yderligere forbedringer. MS må forholde sig til følgende punkter:

Begrebet “interkulturelt samarbejde” er stadig vagt og uklart, og det er et alvorligt problem, fordi interkulturelt samarbejde er en vigtig begrundelse for placeringen af danske udviklingsarbejdere.

Det er problematisk, at partnerskaberne i Syd stadig i så høj grad er baseret på placering af danske udviklingsarbejdere. Det er ikke altid den bedste løsning, og der bør være større muligheder for samarbejde uden placering af udviklingsarbejdere.

MS ses af partnerne i Syd som en organisation, der tager et ægte ligeværdigt samarbejde alvorligt, men selv om MS søger at undgå donorrollen, ser mange partnere især MS som bestemmende donor.

Via partnertilgangen har MS skabt et rum og nogle mekanismer, som giver mulighed for et yderligere samarbejde, som ikke har at gøre med at give og modtage. Programrådene er en vigtig faktor, og der er potentiale for yderligere Nord-Syd-dialog, som bør udnyttes.

Det har været kritiseret, at Nord-til-Syd perspektivet er for dominerende. Der er ikke tilstrækkelig fokus på, hvad partnere i Syd kan tilbyde partnere i Nord eller hinanden (Syd-Syd synergi).

MS har brugt megen energi på at styrke sit fattigdomsfokus, men resultaterne kan endnu ikke ses klart. MS skal fortsat styrke denne side af arbejdet.

Der er stadig vanskeligt løbende at vurdere resultaterne af arbejdet, men det anerkendes, at MS arbejder hårdt på at forbedre situationen.

På oplysningssiden producerer MS undervisningsmateriale af høj kvalitet, men anvendelsen er ikke så udbredt, som ønsket. Det har at gøre med flere forhold (bl.a. reducerede skolebudgetter), men MS mangler fuldt ud at tage højde for de igangværende ændringer i det danske uddannelsessystem.

MS prioriterer samarbejdet og ekstra resultater (synergi) i samspillet mellem forskellige indsatser: MS kan vise resultater, men der er potentiale for mere. MS er ikke så god til at prioritere, og på nogle områder er der tendens til at strække organisationens arbejde længere end kompetence og kapacitet rækker til.

Økonomistyringen er generelt velfungerende, og den regnskabsmæssige kontrol er i orden, men MS bør blive bedre til at måle og sikre sin egen økonomiske effektivitet.

Trods dynamik og positive resultater står MS ved en korsvej og må træffe afgørende beslutninger om, hvilken retning man vil gå i fremtiden. Der er store udfordringer:

Danida har udgivet en civilsamfundsstrategi som stiller krav til folkelig forankring og til dokumentationen af kvalitet på hvert enkelt aktivitetsområde.

Andre store danske NGOer har nu rammeaftaler med Danida. Nogle udvikler specialkompetencer indenfor særlige nicher, som f.eks. uddannelse og handel. Når dertil lægges, at Danida nu aktivt opfordrer nye NGOer til at søge om midler, er der i dag en skærpet konkurrence.

Der er i den situation risiko for, at MS sakker bagud. Nogle opfatter MS-personelbistanden som lidt forældet, og bredden i MS-arbejdet kan svække profilen. Samtidig er MS økonomisk sårbar som næsten enefinansieret af Danida.

MS erkender udfordringerne og har indledt en intern selvkritisk proces med fokus på styrker og svagheder. MS fortjener anerkendelse for den måde, man søger at konsolidere og udvikle organisationen på. Der er stor indre viden om problemer og muligheder.

Samlet set vurderer evalueringen, at MS kan vælge mellem 2 fremtidige retninger:

A: At fortsætte nogenlunde som nu men med vigtige forbedringer i den nuværende struktur, eller
B: At gennemføre mere radikale ændringer, f.eks. gå længere med udvikling af partnerskaber i en ny MS-vision, som beskriver, hvor MS kan udvikle sine særlige styrker.

MS er mangfoldig og derfor præget af indbyggede spændinger. Arbejdet udføres både af frivillige og professionelle, det er en medlemsforening men også en humanitær virksomhed med ansvar overfor Danida og partnerne i Syd. Og medlemmerne har mange forskellige interesser.

MS må sikkert fortsat leve med modsætninger og spændinger, men en nyformuleret vision kan måske gøre modsætninger mere produktive.

De 2 fremtidsmuligheder for MS kan meget kort beskrives således:

Retning A:

Placeringen af danske udviklingsarbejdere bliver mindre central og MSiS-programmet mere fleksibelt. Gradvist vil det føre til udsendelse af færre danskere, partnerne i Syd vil få andre støttemuligheder, herunder nationale udviklingsarbejdere fra Syd.

MS etablerer flere partnerskaber i Nord bl.a. for at kunne udvikle Syd-Nord-samarbejdet. Syd-Syd-samarbejdet styrkes også.

Undervisningsmateriale fra MS fastholder den høje kvalitet, men tilpasses kravene fra et uddannelsessystem under forandring.

Det vurderes, hvordan hjemvendte udviklingsarbejderes ressourcer kan udnyttes bedre.

MS bliver bedre til at måle og veje resultaterne af sin egen indsats.

MS arbejder på at blive bedre til at binde organisationens aktiviteter sammen, og Syd-indsatserne står yderligere centralt i den overordnede vision.

Dagsværkindsatsen for frigivne nepalesiske slavearbejdere er et godt eksempel.

A-muligheden er realistisk, men vil måske føre til en situation, hvor der stadig er for stor afstand mellem aktiviteter i Danmark og i Syd. Det kan også i Syd blive svært at se den særlige MS-styrke i forhold til internationale udviklings-NGOer.

Derfor anbefaler evalueringen, at MS seriøst overvejer den mere radikale mulighed:

Retning B:

Det mere radikale valg indebærer, at MS åbner yderligere for partnerne i Syd og lader dem få større indflydelse i organisationen og i aktiviteterne i Danmark. Partnerne skal have en bredere indgang til MS. Det foreslås bl.a.:

at MS laver geografiske eller tematiske arbejdsgrupper med Sydpartnere, og at Syd-deltagelse i MS-dialogen i det hele taget styrkes,
at Sydpartnere inddrages i planlægning af kampagner i Danmark og også er med til at overvåge og rådgive om informationsarbejdet i Nord,
at MS stimulerer udviklingen af Syd-Syd-samarbejde og netværk,
og at MS overvejer at ansætte korttidskonsulenter fra Syd i København til løsningen af særlige opgaver.

Sådanne ændringer vil kunne føre MS-DK og MSiS tættere sammen.

Mellemfolkeligt Samvirkes særlige rolle og samarbejdet med Danida

MS er en speciel organisation blandt de danske u-landsorganisationer og i relationerne til Danida. MS var den første organisation, der fik en rammeaftale for oplysningsaktiviteter, og MS har særlige samarbejdsaftaler med Danida.

De andre danske organisationer respekterer den specielle MS-status og finder det værdifuldt, at MS har særlige muligheder. Når andre organisationer specialiserer sig, er det vigtigt at have en organisation der kan fastholde tværgående perspektiver.

Og ingen andre udviklingsorienterede organisationer i Danmark har den bredde og kapacitet, det kræver at spille den rolle, MS gør i dag.