Har politikerne en vision for Danmarks rolle i en globaliseret verden? Det burde være dét, kulturkampen handlede om. Mellemfolkeligt Samvirkes formand efterlyser en helhedsorienteret tilgang til de globale udfordringer.
Kommentar af Bent Nicolajsen, formand for Mellemfolkeligt Samvirke og medlem af Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde i anledning af Udenrigsudvalgets høring om den fremtidige udviklingsbistand mandag den 2. februar i Landstingssalen
Der er længe imellem, at forholdene for fattige folk i fattige lande for alvor bliver diskuteret på Christiansborg. Udviklingspolitikken har i nyere tid haft svært ved at få opmærksomhed i konkurrence med såvel hård udenrigs- og sikkerhedspolitik som allehånde indenrigspolitiske skærmydsler.
Dertil kommer, at den brede konsensus om udviklingsbistanden – som var gældende indtil valget i 2001 – gjorde sit til, at der var for lidt bred debat om dette politikområde. Også på Christiansborg.
I Mellemfolkeligt Samvirke og de andre u-landsorganisationer må vi også påtage os vores del af ansvaret for, at det for udefrakommende betragtere kunne se ud som om, at den bistandspolitiske debat var en lukket fest. Men her har den nuværende regering immervæk heller ikke bidraget til åbenheden.
Set i det lys er der grund til at rose formanden for Udenrigsudvalget, Jann Sjursen (KD) for 2 initiativer, som han har taget for nylig.
Sjursen har udvirket, at der i dag holdes en høring på Christiansborg om den fremtidige udviklingsbistand. Regeringens bistandspolitiske udspil, ”En verden til forskel”, som blev født i dølgsmål i første halvdel af sidste år, bliver derved udsat for en politisk debat i fuldt dagslys. Det er glimrende.
Derudover har Sjursen foreslået, at der nedsættes en ”Udviklingskommission”. Sigtet med en sådan kommission er at sikre, at afløseren for ”En verden til forskel” kan blive formuleret på et kvalificeret grundlag og med en højere grad af involvering af såvel politikere som civilsamfund.
10 point til Sjursen for disse initiativer. De er rigtige og nødvendige. Men jeg synes ikke, at vi skal lade det blive ved det.
Jeg skal naturligvis være den sidste til at påstå, at u-landsbistanden er ligegyldig. Det er helt afgørende, at den rige verden påtager sig et ansvar for at få rettet op på de himmelråbende skævheder i verden – også for vores egen skyld.
I den forbindelse er det et meget skidt signal, at der ikke længere er nogen kobling mellem væksten i danskernes rigdom og vores bidrag til fattige menneskers udvikling. I disse for vor u-landsbistand så uambitiøse tider, er det naturligvis glimrende at få noget politisk og folkelig opmærksomhed på brugen af de 10,5 milliarder om året af skatteydernes penge, som udviklingsbistanden udgør.
Min pointe er blot, at selv nok så meget og nok så udmærket udviklingsbistand ikke gør det alene. Slet ikke når verdens store og rige lande sidder så hårdt på pungen, at det gør ondt.
Små lande som Danmark er i mange år gået foran med at leve mere end op til gamle FN-målsætninger for størrelsen af udviklingsbistanden. Det er helt klart på tide, at vi også går foran i forhold til at overveje, hvordan vores hele politik, gøren, laden og levevis kan være til gavn for verdens fattige frem for at stå i vejen for dem.
I den sammenhæng er det også udmærket, at Udenrigsudvalget skal ud at rejse – hverken til Nairobi eller New York, men til Sverige! Der er nemlig inspiration at hente hos vores nordiske naboer.
Danmark er vist efterhånden det eneste nordiske land, som ikke har haft en globaliseringskommission. Det eneste land, som ikke har sat sig for at diskutere, hvordan vi overordnet set som samfund kan bidrage til global bæredygtig udvikling til gavn for verdens fattige.
U-landsbistand er naturligvis et væsentligt element i en politik for global udvikling. Men lige så indlysende er det for mig at se, at der skal mere til.
Det handler om handelspolitik – bl.a. i Verdenshandelsorganisationen, WTO. Det handler om danskerne forbrug og miljøadfærd. Det handler om EUs landsbrugspolitik. Det handler om vores indsats overfor internationale miljøproblemer. Det handler om flygtninge og indvandringspolitik. Det handler om Danmarks ageren i den såkaldte krig mod terrorisme. Det handler om reformer af FN.
Det handler naturligvis om mange ting. Og udfordringerne bliver ikke lette at løfte. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er en sådan helhedsorienteret tilgang, der skal til.
Det virker som om der kun er en vis mængde internationalt udsyn til rådighed hos danske politikere. Jeg synes, vi skal budgettere med dette udsyn og ikke brænde det hele af i en alt for snæver bistandspolitisk debat.
Jeg vil tro, at en politisk og folkelig debat om en dansk politik for global udvikling vil kunne medføre ændringer, som på sigt vil være til gavn for verdens fattige. Men det vil også være til gavn for os selv.
Dels vil en mere bæredygtig og mindre skæv verden være et langt sikrere sted for vores børn og børnebørn, dels kunne danskere – på og uden for Christiansborg – have rigtig godt af at få diskuteret, hvad Danmark skal stille op med globaliseringen.
Uffe Ellemann havde ret, da han foreslog, hvad den indtil nu bagud- og indadskuende kulturkamp burde handle om: Danmarks forhold til omverdenen.
Den kamp deltager jeg gerne i; særligt om Danmarks forhold til den fattige verden.
Kilde: hjemmesiden www.ms.dk
