Knud Vilby retter i et indlæg i Folkekirkens Nødhjælps nye debathæfte, “Høns i Malawi”, en sønderlemmende kritik af VK-regeringens ageren på bistandsområdet siden dens tiltræden for godt 2 år siden.
U-landsnyt.dk bringer indlægget in extenso, idet det bør komme ud til så mange u-landsinteresserede som muligt
Af Knud Vilby
Jeg har netop nærlæst 2 store taler holdt af Anders Fogh Rasmussen. Den ene holdt han på industriens årsdag, den anden for Forsvarsakademiet. Bistanden nævnes stort set ikke, når han taler om Danmarks udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske rolle.
Der er lidt om behovet for aids-programmer og for kloakerings- og vandarbejde i den ene tale, men intet om de traditionelt store danske indsatser. Fattigdomsfokuseringen nævnes ikke.
Fødevareproduktionen og den store danske indsats for at forbedre landbruget i de fattige lande nævnes heller ikke. Miljøet nævnes en enkelt gang, men på et meget generelt plan.
Men i talen til Forsvarsakademiet taler statsministeren om, at Danmark skal være endnu bedre til at samtænke den militære indsats med andre indsatser, herunder de humanitære. Der skal ikke kun være panservogne fra Danmark, men også et bidrag til en bedre infrastruktur.
Konsekvensen af denne tænkning er, at man må trække bistanden hen, hvor man har den militære indsats. Hvis vi ikke er tilstede i Afrika med panservogne, så går bistanden andre steder hen.
Dermed skal bistanden tænkes tæt sammen med kampen mod terror. Og det er ikke den terrorkamp, der retter sig mod fattigdom, der tænkes på.
Samtidig taler man retorisk forbi hinanden.
Ingen kan længere finde ud af, hvad der egentlig er sket med bevillingerne til de fattige lande. Det er lykkedes at gøre denne diskussion om u-landsbistanden til en teknisk og indviklet debat, så den politiske diskussion forsvinder.
Der er simpelt hen opstået forvirring om, hvad der er op og ned. Jeg finder selv debatten dybt kompliceret, og jeg har dog arbejdet med tingene i mange år. Det er svært at trænge igennem tingene.
Regeringen burde have mod og anstændighed til selv at lægge tingene frem. Sådan og sådan har vi prioriteret. De burde fremvise ærlighed om, hvad man har gjort. Det ville give mulighed for en ærlig debat. Man har sagt, at man vil spare på området. Men man har ikke efterfølgende modet til at give informationer på en ordentlig måde.
Regeringen antyder dårlig samvittighed. De vil ikke være deres handlinger bekendt og søger at skjule, hvor meget man sparer. De tekster, man sender ud, er uforståelige.
I skriftet ”En verden til forskel”, skriver regeringen således, at man vil afsætte yderligere 670 mio. kr. til arbejdet med sundheds- og befolkningspolitik. Man tror så, at man rent faktisk afsætter yderligere midler. Men de underliggende tal er stort set uændrede.
Man har i fremskrivningen af sidste finanslov haft planer om endnu større besparelser. Disse besparelser gennemføres ikke. Dermed er tallene stort set uændrede, men man siger noget andet.
Et andet eksempel er miljøbistanden: Der står, at den er yderligere opprioriteret med i alt 415 millioner over 5 år. Man får så selvfølgelig det indtryk, at man gør mere.
Jeg er netop kommet hjem fra Tanzania. Der hørte jeg flere eksempler på bistand, der er blevet kraftigt afkortet og beskåret. Sandheden er, at miljøbistanden er den pulje af penge, der er blevet allerkraftigst beskåret.
Nu siger man så, at man yderligere opprioriterer miljøbistanden på grund af nogle mindre omposteringer. Man lyver simpelt hen. Oveni besparelsen har man indført en propagandistisk tone, hvor man ikke informerer reelt om bistanden.
Een ting er, hvad en politiker siger i en ophedet debat. Men dette er eksempler på officielt materiale fra Udenrigsministeriet om virkeligheden. Det er meget betænkeligt.
Regeringens såkaldte tættekamsundersøgelse fra januar 2002 skulle komme med forslag til besparelser. Det er et papir, der har været udsat for hård kritik.
ILO fremhæves som den eneste FN-organisation, der ser på samspillet mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Det understreges, hvor vigtigt dette arbejde er i en dynamisk globalisering.
Efter alt det positive udmøntes en besparelse, så ILO går fra 52 millioner i årligt dansk bidrag til 40 millioner. Det er senere igen halveret fra 40 til 20 millioner. Dermed er besparelsen i strid med de formelle analyser som tættekamsundersøgelsen.
Generelt ser Knud Vilby, at fokus flytter sig i debatten om hjælpen til de fattige:
Det er netop meldt ud, at den beskårne Mifresta-ramme skal finansiere en ekstrabevilling til forsvarets internationale indsatser i Irak.
Det er ikke i strid med reglerne for Mifresta-rammen. Men det er udtryk for, at der sker en forskydning. Militærbudgettet øges, og bistandsbudgettet reduceres.
Journalist og forfatter Knud Vilby (62) er formand for Dansk Forfatterforening, mangeårig u-landsdebattør og tidl. formand for Mellemfolkeligt Samvirke (1991-97).
