Mere sikkerhed omkring danske repræsentationer – bevillinger op med 40 procent

Redaktionen

Udenrigsministeriet har som andre landes udenrigstjenester intensiveret arbejdet med sikkerheden på repræsentationerne, herunder med den mentale indstilling – fokus på omgivelserne og agtpågivenhed.

De praktiske aktiviteter omfatter et nyt selvinspektionssystem og flere målrettede inspektioner og sikkerhedsbesøg på repræsentationerne. Disse aktiviteter bliver fulgt op med konkrete tiltag og foranstaltninger.

Det indebærer, at bevillingerne til sikkerhedsforanstaltninger på repræsentationerner i 2004 øges med 40 procent ved en omfordeling indenfor Udenrigsministeriets budget, fremgår det af en pressemedddelelse fra ministeriet tirsdag.

Det er myndighederne i de lande, hvor Danmark har udsendte repræsentationer, der har ansvaret for fornøden beskyttelse af disse repræsentationer og deres medarbejdere. Midlerne hertil er forskellig fra land til land og afhængige af den trusselsvurdering, som de lokale myndigheder anlægger. Repræsentationerne holder tæt kontakt med disse myndigheder og sikkerhedstjenester.

Udenrigsministeriet vurderer i en løbende proces sikkerheden på repræsentationerne een for een. I valg af supplerende sikkerhedstiltag indgår en række forhold, især beliggenhed og indretning.

Ved køb, leje og indretning af kancellier og boliger indgår sikkerhedshensyn med væsentlig større vægt end tidligere. Øget brug af overvågningsudstyr og øget kontrol med adgangen til repræsentationerne hører til fokusområderne.

Nogle steder er sikkerheden øget i forbindelse med flytninger, om- eller tilbygninger af kancellier, herunder i nogle tilfælde ved relativt enkelte foranstaltninger, f.eks. opsætning af sikkerhedsfilm på vinduer mod bombesprængninger.

På det personlige plan er instruktion i sikkerhedsforhold gjort obligatorisk for alle medarbejdere.