Dansk ambassade i Bagdad på vej

Redaktionen

Danmark optrapper den diplomatiske tilstedeværelse i Irak og har netop sendt en diplomat, fuldmægtig Stig Paolo Piras, til det, som de facto bliver den danske ambassade i Bagdad, skriver dagbladet Børsen.

Den danske repræsentation vil dog tidligst få en ambassadør i juli, når den irakiske overgangsregering overtaget styringen fra den amerikansk-ledede koalition i landet, anfører avisen.

Med titel af souschef skal den 32-årige cand.scient.pol.-uddannede Stig Paolo Piras assistere Danmarks kommende ambassadør i landet, Torben Gettermann (52), med at opbygge såvel kommercielle som diplomatiske forbindelser, erfarer u-landsnyt.dk. Gettermann er p.t. chef for den danske styringsenhed i Bagdad.

Til Berlingske Tidende siger Stig Paolo Piras, at “det irakiske marked er enormt interessant”. – Der er 25 millioner mennesker, der sidder oven på verdens næststørste olieressourcer. Jeg har set tal på, at Irak kan komme op på at lave 6 millioner tønder olie om dagen, så det er et kæmpe potentielt marked (for dansk erhvervsliv, red.), siger han.

Samtidig åbnede Danmark i weekenden et handelskontor i den sydlige havneby, Basra, som skal hjælpe danske virksomheder med at få kontakter i Irak.