Mozambique: Ingen beviser mod dansker i bizar sag

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Fredag 12. marts udløber anklagemyndighedens frist for at rejse tiltale mod det dansk-sydafrikanske par, Tanja Skytte og Gary OConnor, i en sag, som har sat sindene i kog i Mozambique. Det skriver Ibis-informationsmedarbejder Thorkil Green Nielsen fra hovedstaden, Maputo, på u-landsorganisationens webside, www.ibis.dk

Skytte og OConnor er blevet beskyldt for at købe børn, slagte dem og sælge deres organer til heksedoktorer og organtransplantation. Retsmedicinere har gravet 6 lig op, og i sidste uge erkendte landets øverste anklager, Joaquim Madeira, at der ikke var fundet beviser på organ-tyveri.

Men smædekampagnen mod det dansk-sydafrikanske par fortsætter. Ført an af et lille katolsk nonnekloster, som er nabo til den gård på 310 hektar, som Skytte og OConnor har leaset i 50 år for at drive kyllingefarm og -slagteri.

– Vi fik at vide, at jorden havde ligget brak i 7 år, og at der ikke var nogen, der gjorde krav på den…Men desværre har det vist sig, at det ikke var rigtigt. Nogle lokale ledere havde sat udlejning af jorden i system, så de tjente penge på småbønder, der dyrkede en lille stump jord, forklarer Tanja Skytte i et interview med Ibis.

I december ryddede politiet markerne, og det var formentlig med til at skabe modvilje mod det udenlandske par. Tanja Skytte har hørt, at nonnerne var interesserede i at overtage jorden, men klostrets priorinde, Maria Juliana, nægter, at konflikten har noget at gøre med jord.

– Vores eneste bekymring er de mange børn, der forsvinder. Vi er på folkets side, og vi ser, hvordan familierne lider, siger Juliana.

Sagen kulminerede i december, da den lokale anklager anholdt Skytte og OConnor på åben gade efter at have skudt efter dem. Parret tilbragte en weekend i fængslet, og har siden haft forbud mod at forlade Nampula by.

Siden har der været talrige artikler om handel med børn og organer i de mozambiquanske aviser. Men ingen konkrete beviser.

Den seneste sag handler om en 13-årig pige, Elisa José, som forleden blev fundet død i den centrale provins Manica. Liget manglede øjne, hjerte og kønsorganer, men den lokale administrator siger, at de lige så godt kan være blevet spist af vilde dyr som være fjernet af organ-røvere, skriver Thorkil Green Nielsen.

Kilde: www.ibis.dk