Mærsk på vej i asiatisk skattely

Redaktionen

Den danske rederigigant A.P. Møller – Mærsk A/S har planer om at bruge Singapore som skattely efter at den lille asiatiske stat har indført lempelige regler, der betyder, at rederiet næsten kan slippe for at betale skat, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag.

Fremover skal en stor del af koncernens nye skibe registreres i den sydøstasiatiske østat. Planerne skyldes bl.a., at Singapore har nedsat skatten på rederiaktiviteter betydeligt. Det er sket for at tiltrække internationale rederier til østaten.

I dag har A.P. Møller 33 skibe af sin flåde på i alt 250 skibe under Singapore-flag. Men i løbet af de næste 3 år skal antallet øges med mindst 20 skibe, anfører Jyllands-Postens Max Stougaard.

I forvejen har Det Østasiatiske Kompagni, ØK, flyttet sit hovedsæde fra København til Singapore efter at næsten alle Kompagniets aktiviteter foregik i Asien.