Parlamentsvalg i Sri Lanka i dag

Redaktionen

Vælgerne i Sri Lanka (Ceylon) går fredag til parlamentsvalg midt i stigende usikkerhed om fremtiden og om udsigterne til varig fred mellem det singhalesiske flertal og det tamilske mindretal, som oven i købet nu selv er splittet op i 2 indbyrdes bekæmpende fraktioner, rapporterer internationale nyhedskilder fredag fra Colombo.

Dertil kommer, at det ikke anses for sandsynligt, at et af de 2 store politiske partier vil vinde absolut flertal. Kommer hovedkombattanterne til at stå næsten lige, kan det ende med, at Den Tamilske Nationalalliance, som støttes af oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre, bliver tungen på vægtskålen. Det vil yderligere komplicere den politiske situation.

Den er ellers kompliceret nok i forvejen. Sri Lanka har været i krise siden en bitter strid brød ud for 2 år siden mellem præsident Chandrika Kumaratunga og premierminister Ranil Wickramasinghe.

De kommer fra hvert sit parti og som led i magtkampen erklærede præsident Kumaratunga i november, at hun overtog posterne som forsvars-, indenrigs- og informationsminister. Derved lammede hun premierministerens regering og hans fredsforhandlinger med tamilerne. Og skabte samtidig en forfatningskrise.

I februar gik præsidenten endnu videre og udskrev valg 4 år før tiden med den begrundelse, at det regerende parti havde bragt den nationale sikkerhed i fare ved at strække sig for vidt overfor tamilerne.

Samtidig gik de Tamilske Tigre op i limingen efter at en udbryder-kommandant, oberst Karuna, sagde, at han ønskede at oprette sin egen administration (myndighed) på det østlige Sri Lanka for at forhindre “dominansen” fra tamilerne på nordøen.

Siden har øens østlige del været i tumult. Hundreder af tamilske forretningsfolk, læger og universitetsfolk og andre, der stammer nordfra, har fået anonyme breve, som advarer dem om at forlade området eller risikere at blive brændt til døde.

Folk fortæller til lokale journalister, at oberst Karunas mænd er gået rundt til tamilske forfretningsdrivende i byen Jaffna, har låst butikkerne, taget nøglerne med sig og sagt til ejerne, at de skulle pakke sig hurtigst muligt. Andre beretter, at de fik besked om at forlade deres hjem omgående blot med få rupees på lommen.

Valgobservatører fra EU sagde, at de er bekymrede over, at et betragteligt antal personer er blevet truet i øst og at de tager total afstand fra sådanne forsøg på at intimidere vælgerne.

Der er for første gang valgobservatører ved alle afstemningssteder.

Selv hvis premierminister Wickramasinghe får et nyt mandat ved valget, vil Kumaratunga være præsident et år endnu, så den ulykkelige sameksistens mellem præsident og parlamentsflertal vil fortsætte.