Den dyre støtte – tør vi betale prisen?
DR 1 genudsender lørdag middag kl. 12.10 en TV-dokumentar om EUs Landbrugsstøtteordninger og deres skadevirkning i Den 3. Verden.
På den ene side giver EU og de europæiske lande verdens største bidrag til at hjælpe de fattige ud af deres elendighed. Et stort flertal af europæerne ønsker at yde disse mange penge, fordi de vedkender sig et ansvar for at hjælpe.
På den anden side er Verdensbanken, Valutafonden IMF, og en stribe FN-organisationer enige om, at EUs støtte til de europæiske landmænd i form af toldmure, dumpning samt kvoter, trækker langt, langt flere penge ud af Den 3. Verden.
DR Dokumentaren, “Den dyre støtte”, lægger ifølge foromtalen al højpandet snak bag sig og rejser ud og finder ofrene. Programmet tager seerne med derud, hvor det europæiske dilemma står uomtvisteligt klart. På en rejse, som tager os kloden rundt til verdens fattigste. Ud til dem, der betaler den virkelige pris for verdens dyreste forsvarsværk.
www.dr.dk/dokumentar har oprettet en udvidet hjemmeside om handelsbarrierer fra onsdag den 14. april. Her kan man, når programmet sendes, læse mere om problematikken, stille spørgsmål til eksperter eller give sin mening om emnet til kende.
Se også programomtalen under rubrikken Se-hør-læs om 3V, dato 17.04, ude i menuen til venstre.