Mellemfolkeligt Samvirkes styrelse holdt konstituerende møde søndag og valgte ny formand og næstformand. Organisationen ønsker imidlertid ikke at oplyse, hvem der blev valgt.
Generalsekretær Lars Udsholt siger til u.landsnyt.dk, at “der er et par praktiske arrangementer, der skal falde på plads”, før offentliggørelsen kan ske. Derfor vil der først udgå en pressemeddelelse om valget mandag.
Lars Udsholt ønsker ikke at uddybe den overraskende beslutning om, at MS ikke vil fortælle om sin nye formand og næstformand før 24 timer efter valget. Han vil således heller ikke oplyse, hvilke arrangementer, der skal falde på plads, før offentliggørelsen kan ske.
Læs også “Udskudt formandsvalg i MS finder sted søndag”, 30.04.04, under Globale bistandsnyheder.